Dansk læskedrikgigant styrker indtjeningen

Produktudvikling 29. maj 2024 -
This describes the image
Frederikssund-virksomheden Co-Ro har nøglemarkeder i Kina og Mellemøsten. Foto: Co-Ro
  • Co-Ro venter fortsat vækst på sine globale markeder

Skrevet af: Henrik Denman

Læskedrikfirmaet Co-Ro i Frederikssund, der bl.a. producerer frys-selv-is og frugtdrikke under navnene Sun Lolly og Sunquick, har styrket sin indtjening efter hårde år med bl.a. finanskrise og covid. 

Koncernen nåede i 2023 en omsætning på 1,8 mia. kr., hvilket er en lille tilbagegang i forhold til foregående år. Til gengæld gik virksomheden styrket ud af året med et EBIT-resultat på 54 mio. kr., som er en klar forbedring i forhold til 2022-resultat på 11 mio. kr. EBIT-resultatet har været nede i en bølgedal siden 2019, hvor virksomheden hentede et overskud på 158 mio. kr.

Årets resultat for 2023 blev 21 mio. kr., som også er en forbedring af resultatet det foregående år, hvor man måtte notere et underskud på 111 mio. kr.

I sin beretning fremhæver adm. direktør Søren Holm Jensen med tilfredshed, at Co-Ro er lykkedes med at skabe et overskud i 2023 efter nogle vanskelige år.

Positive forventninger
Han peger på, at virksomheden oplever et udfordret marked med stigende råvarepriser, men alligevel skaber virksomheden vækst i salget på de tre store internationale markeder Asien med Kina som den store vækstmotor, Mellemøsten og Europa.

"Vi er gået ind i 2024 med et positivt momentum. Vi forventer god salgsvækst i alle tre regioner, som særligt drives af produktnyheder og fortsat udvikling af nye markeder og salgskanaler," skriver Søren Holm Jensen.

Ledelsen forventer i år en vækst i omsætningen på fem-ti procent og et EBIT-resultat på niveau med 2023 eller måske lidt højere.

Co-Ro er en af Danmarks store, men mindre kendte eksportsucceser. Virksomheden blev grundlagt af brødrene Flemming og Jep Petersen under Besættelsen i et udhus i Vanløse, hvor de begyndte at eksperimentere med at mikse mineralvand og flødeis.

I dag er Co-Ro er global succes. Hver dag sælger virksomheden mere end 10 mio. læskedrikke i 80 lande med en omsætning på knap to mia. kr. og 1131 ansatte. 
 

Opdateret 29. maj 2024