Fem producenter løb med produkt- og publikumspriser ved Sol Over Gudhjem
-
Madiværksætteri var i højsædet, da vinderne af Produktprisen 2024 blev kåret i samarbejde mellem Sol over Gudhjem, SuperBrugsen og Kvickly
Næsten 100 håbefulde og dedikerede madentusiaster havde indsendt deres produkter til dette års Sol Over Gudhjem-konkurrence, hvor 12 gik videre til finalen.
Her blev Produktprisen uddelt i fire kategorier.
I kategorien MAD vandt Mamas Daal med Mamas Saib Chutney. I kategorien DRIKKE løb Mikkeller med prisen med deres Rasperry Rush alkoholfrie øl. I kategorien KONFEKTURE vandt Frossenpind med deres is Blodappelsin Bo. Årets innovationspris gik til True Gum, der vandt med deres True Dates Sweet Peach dadler.
Mamas Daal - vinderne af MAD-kategorien med Mamas Saib Chutney
Vinderne blev kåret af et dommerpanel bestående af gastrofysiker og partner i Kost Studio, Louise Beck Brønnum, chef for egne varemærker i Coop, Michael Rahbek og stjernekokkene Mikkel Maarbjerg, Mads Battefeld og Magnus Laier Sonne.
Forbrugerne har igen i år stemt og kåret vinderen af publikumsprisen. Mere end 3.500 stemmer er afgivet online og med over 500 stemmer vandt Højsgaard Mikrovineri med deres Hybenvin.
- Jeg ser det som en del af vores ansvar at tilsikre at den danske madkultur fortsat udvikler sig, samt ikke mindst hvordan vi i Coop Danmark kan give indspark og hjælpe producenterne med deres produkter i den videre udvikling – forhåbentlig bliver mange af disse til en god smagsoplevelse for danskerne, siger Michael Rahbek, chef for egne varemærker i Coop og en del af årets dommerpanel.
Sparring med fagfolk
Det var 11 år i træk, at konkurrencen løb af staben. Produktprisen er skabt for at støtte og fremme lokale producenter, der bringer gode innovative produkter til forbrugerne.
Vinderne får nu mulighed for en sparringssession med både relevante fagfolk fra Coop og med et panel af eksperter indenfor fødevareudvikling udpeget af Sol over Gudhjem. Rådgivningen vil blive tilpasset den enkelte virksomheds behov og ønsker og vil finde sted i næste måned.