Madspildsaktører har svært ved at tjene penge på at redde maden
-
Foreninger og virksomheder kæmper for at få overskud på kampen mod madspild
Det kræver penge at sælge og distribuere den mad, som ellers ville være gået til spilde. Både foreninger og virksomheder er gået ind i kampen for at redde maden og dermed undgå madspild.
Dagligvarehandlen har gennemgået nyhedsdækningen og årsrapporter for flere virksomheder og foreninger, der har sat sig for at redde maden. Enten ved at arbejde med holdninger eller ved at sælge eller fordele maden til kunder eller udsatte borgere.
Det drejer sig om foreningerne FødevareBanken, Stop Spild Lokalt, Stop Spild Af Mad og Folkekirkens Weefod og de rene forretningsmodeller Too Good To Go, Red Maden, Your Local, svenske Motatos og Eat Grim.
For den rene lobbyistforening Stop Spild Af Mad er det lykkedes at sikre finansiering til sit arbejde gennem partnerskaber med erhvervslivet.
Millionunderskud i madbank
FødevareBanken hjælper socialt udsatte i 59 af landets 98 kommuner og uddelte i fjor 1.572 tons overskudsmad til 348 modtagerorganisationer. Det er en stigning på 195 tons sammenlignet med året før.
Efter et underskud på 1,6 mio. kr. i 2021 har FødevareBanken har hævet sit logistikgebyr fra 10.000 til 12.000 kr. årligt.
Selv om logistikgebyret var cirka 470.000 kr. større i 2021 sammenlignet med året før som følge af større udbredelse, så var det ikke nok til at sikre sorte tal på bundlinjen.
Derfor har FødevareBanken for første gang valgt at hæve gebyret, som isoleret set vil tilføre banken yderligere 600.000 kr. i 2022. Det har ikke været reguleret siden 2011.
Den årlige beregning fra studenterorganisationen Økonomer Uden Grænser viser, at den gennemsnitlige modtagerorganisation i 2020 fik fødevarer for en værdi af 10,54 kr. for hver krones logistikgebyr.
Indtægter på 5,5 mio. kr. fra fonde og puljer var lavere i 2021 end i 2020 og 2019, men er stadig den største indtægtskilde for FødevareBanken med 43 pct. de samlede indtægter.
Fødevarebanken har tilsagn på ca. 7,2 mio. kr. fra donorer, som kommer til udbetaling over de kommende år på igangværende bevillinger.
- FødevareBanken er ikke mere økonomisk udfordret end at ved årsskiftet 2021/2022 havde en egenkapital på 3,5 mio. kr. svarende til 26 pct. af vores samlede omkostninger i 2021. Som NGO’er er det en udmærket egenkapital, siger Henrik Olsen, der er administrations- og økonomichef hos FødevareBanken.
Lille underskud i Stop Spild Lokalt
Også Stop Spild Lokalt kæmper med underskud på sit arbejde med at stoppe madspild.
Ifølge regnskabet fra Stop Spild Lokalt, som drives af frivillige, blev der omsat for 87.000 kr. i 2021. Underskuddet blev på 23.000 kr.
Trods sit beskedne budget uddeler Stop Spild Lokalt ifølge sine egne oplysninger cirka 10 gange mere mad end FødevareBanken med 30 tons om dagen. I modsætning til FødevareBanken har Stop Spild Lokal ingen logistikgebyrer.
- Det er vigtigt for os, at det ikke koster penge for de mennesker, der henter hos os, fordi det er mennesker, der har det svært i forvejen. FødevareBanken tager jo logistikgebyret hos dem, de leverer mad til, siger direktør Rasmus Erichsen, Stop Spild Lokalt.
Salling Fondene har doneret en halv million kr. til Stop Spild Lokalt, som vil komme til løbende udbetaling.
Det fremgår også af beretningen, at kædedirektør Kenneth Holmen Pedersen, SuperBrugsen og Kvickly, er udtrådt af bestyrelsen og erstattet med Michael Diekelmann, der er repræsentantskabsformand.
Wefood giver overskud på tre mio. kr.
Folkekirkens Nødhjælp er kendt for sine genbrugsbutikker, hvor overskuddet går til mennesker i nød. Siden 2016 har Folkekirkens Nødhjælp også fået mindre overskud på at drive forretninger, der er baseret på madspild.
Det samlede overskud fra genbrugs- og Wefood butikker blev 29,5 mio. kr. For Wefood-butikkerne alene blev overskuddet på 3,1 mio. kr.
Danmarks første Wefood åbnede i 2016 og sælger varer med beskadiget emballage, forkert mærkning, overskredet dato for holdbarhed og sæsonvarer.
I fjor fik Danmark endnu en Wefood-butik Aalborg, så der nu er seks butikker i København, Vejle, Aarhus og Aalborg.
Samtidig satte Wefood-butikker i 2021 rekord i salget med 417 tons varer, der ellers vil være blevet kasseret.
Wefood har ambitioner om at åbne flere butikker i større byer som f.eks. Odense. Men det er ifølge Wefood svært at finde den rette placering til rette pris.
Alle i Wefood arbejder frivilligt, og al overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde.
- Derfor er det vigtigt for os, at Wefood er en ansvarlig overskudsforretning, så så vi kan generere endnu flere midler til vores projekter i verdens fattigste lande, siger presserådgiver Christina Pedersen fra Wefood.
Stop Spild Af Mad får støtte fra partnerskaber
Foreningen Stop Spild Af Mad henter sine økonomiske muskler gennem erhvervspartnerskaber med bl.a. Rema 1000, Orskov Foods og Danroots.
Donation og partnerskaber indbringer næsten en million kr. mod 374.000 kr. året før. Samtidig er årets resultat steget til 478.000 kr. mod 29.000 kr. året før.
For at spare penge er foreningens stifter; Selina Juul den eneste lønnet, som er ansat i foreningen og varetager al foreningens administrativ drift og daglig ledelse udover at projektstyre foreningens forskellige projekter og være foreningens talsperson.
- Vi benytter os også af forskellige underleverandører til forskellige projekter. Dertil benytter sig foreningen af hjælp fra frivillige, men i sjældnere grad efter coronapandemien er kommet til verden, hvilket har sat en stopper for foreningens events, siger Selina Juul.
I de første otte år af Stop Spild Af Mads levetid arbejdede Selina Juul som ulønnet og tjente penge ved siden af som selvstændig grafisk designer.
Too Good To Go henter frisk kapital ad flere omgange
Blandt de forretningsdrevne madspildsaktører med en app er Too Good To Go markedets sværvægter.
Madspildsvirksomheden To Good To Go har de seneste fire år haft et samlet underskud på 571 mio. kr. Underskuddet i 2021 blev på 344 mio. kr. – svarende til næsten to tredjedele af om sætningen - mod 144 mio. kr. året før.
Siden virksomhedens app blev lanceret i 2016, er der investeret kraftigt i vækst, og Too Good To Go app’en er nu i 17 lande.
Omsætningen blev i fjor næsten fordoblet til 493 mio. kr. mod en omsætning på 281 mio. kr. i 2020.
I slipstrømmen på offentliggørelsen af det trecifrede millionunderskud i 2021 har Too Good To Go fået tilført ca. 333 mio. kr. i frisk kapital ad flere omgange i år.
Samtidig har Too Good To Go ændret strategi fra vækst til at blive en profitabel forretning. I sin seks år lange levetid som techvirksomhed, der er baseret på sin app, har den indtil for nylig haft en massiv vækststrategi. Nu er fokus at skabe overskud på driften.
- I et marked med stigende renter ønsker investorerne at se et positivt cashflow langt hurtigere. Det gælder også for os, og derfor er vores mål stadig at blive profitable på månedsbasis ved årsskiftet - så vi på den lange bane kan skabe mest mulig impact, siger adm. direktør Mette Lykke til Dagligvarehandlen.
Som noget nyt har Too Good To Go udvidet sin madspildsapp med en ny funktion, der viser, hvor mange penge - og hvor meget CO2e - man sparer ved at købe overskudsmad.
Virksomhedens landechef Heidi Boye håber, at den nye funktion vil gøre det mere håndgribeligt for forbrugeren at forstå, hvilke fordele der er ved at hente overskudsmad.
På nuværende tidspunkt har cirka 4.000 butikker i Danmark et samarbejde med madspildsappen Too Good To Go.
Too Good To Go udspringer af millionsuccesen Endomondo, som blev stiftet i 2007 af Mette Lykke, Christian Birk og Jakob Jønck fra konsulenthuset McKinsey i København.
Mens Mette Lykke udviklede Too Good To Go, stiftede Jakob Jønck måltidskassevirksomheden Simple Feast der nu er gået konkurs. Helt frem til sin konkurs i denne måned var det en del af forretningsmodellen at kunne være med til at bekæmpe madspild gennem bl.a. et samarbejde med FødevareBanken om en elektronisk kogebog.
YourLocal vil være en bæredygtig virksomhed
YourLocal er app, som hjælper lokale forbrugere med at spare penge og mindske madspild i samarbejde med deres favoritbutikker og restauranter i nabolaget. Indtjeningen kommer via en kommission på mellem 15 og 20 pct.
YourLocal har sit udspring på Vesterbro i København, begyndte kampen mod madspild i 2015, og har nu 250.000 brugere i sin app. Frem til coronaen lykkede det stifterne bag at bide sig fast i New York gennem tæt samarbejde bl.a. madspildsorganisationen City Harvest
følge direktør og ”business angel” Allan Sønderskov Darré er der udviklet en it-platform, som har potentiale til at skabe en indtjening.
- Vi har professionaliseret virksomheden og har et stærkt it-team. Men vi har stadig lidt vej at gå for at blive kommercielt velfunderet, siger Allan Sønderskov Darré.
På YourLocal-appen kan butikker lave tilbud på mad, der skal sælges her og nu og underrette brugere i nærheden, som ønsker at gøre en handel lige inden lukketid.
YourLocal er udviklet som en simpel løsning til at spare penge, købe god mad og dermed redde det fra skraldespanden. Samtidig har YourLocal indgået et strategisk partnerskab med Stop Spild Lokalt og deres 800 frivillige.
YourLocal har også indbygget en funktion i sin app, der som gør det nemt for naboer at sende overskudsmad videre til hinanden. Dermed tager YourLocal også kampen op mod madspild i private hjem.
Red Maden løber lige rundt
Martin Bay Pedersen fra Herning har i 2016 udviklet appen »Red Maden«, som skal begrænse madspild. Den er målt på størrelse lillebror i forhold til app’en fra Too Good To Go.
Den har cirka 50 udbydere, der bruger app’en jævnligt og redder ca. 2.000 portioner mad månedligt. Næsten alle udbydere ligger i Midtjylland, selv om Red Maden er repræsenteret i hele landet.
Forretningsmodellen bygger på, at ejere af butikker og restauranter går ind og trykker i app'en hver aften kort før lukketid, når de kan se, hvad der er tilovers.
Udbyderne bestemmer selv, hvor meget de vil tilbyde af overskudsmad gennem app’en. Modellen finansieres 17 pct. i kommission til Red Maden. Der er ingen andre udgifter eller gebyrer.
Selskabet er et ApS, der er 100 pct. ejet af Martin Bay Pedersen og giver et lille overskud. Ved siden af madspildsapp’en er Martin partner i it-virksomheden ideal.shop.
Eat Grim konkurs med milliongæld
Efter en firedobling af salget under coronakrisen kæmpede frugt- og grøntkasseleverandøren Eat Grim forgæves for sin overlevelse og måtte sidst i 2021 i erklære sig konkurs med en milliongæld. Selskabet er siden genopstået med den aarhusianske investor og direktør Torben Marvin Jensen.
Eat Grim har specialiseret sig at pakke frugter og grøntsager fra 20 danske gårde til danske forbrugere. Det er fødevarer, der normalt ville gå tabt, da der enten er blevet produceret for mange, eller de er for ”grimme” til at blive solgt hos dagligvarekæderne. Inden konkursen leverede Eat Grim 10.000 madkasser om måneden.
Svenske Motatos har fået stor kapitalindprøjtning
Motatos blev etableret i Sverige i 2014 af grundlæggerne Ulf Skagerström, Erik Södergren og Karl Andersson som et modsvar til den globale madspild-problemstilling. Motatos åbnede på det danske marked i 2019.
Motatos har netop gennemført en ny investeringsrunde og rejst 38 mio. euro, ca. 283 mio. kr., via en emission rettet eksisterende aktionærer.
På gruppeniveau var koncernens omsætning i 2021 på 722 mio. svenske kr. Koncernens årsresultat efter finansielle poster viste et underskud på 67 mio. kr. mod 71,7 mio. kr. i 2019.
For nylig lancerede Motatos sin produktserie ”SAVED By Motatos” med en række nye produkter, som er fremstillet af råvarer, som ellers ville være gået til spilde.
Tidligere i år lukkede selskabet en investeringsrunde på i alt 350 mio. svenske kr., som skal hjælpe projektet på vej.