Madspildsbutik rykker ind i Aalborg
-
Wefood åbner sin syvende og hidtil største butik, der også skal sælge tøj, sko og legetøj
Til sommer åbner Folkekirkens Nødhjælp en Wefood-forretning på Godsbanen i Aalborg centrum og med Rema 1000 som nabo.
Butikken bliver den syvende og hidtil største i Wefood-kæden, skriver Nordjyske, og udover fødevarer vil der også være nyt tøj, sko og legetøj på hylderne.
- Aalborg er en stor by med mange unge, og der sker en masse. Vi har længe ledt efter den rette placering til vores butik, den er jeg helt sikker på, vi har fundet nu, siger Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
En del af varerne i Wefood kommer fra Salling Groups butikker som Bilka, Føtex og BR, og derudover samarbejder Weefood med op mod 80 leverandører.
Den nye butik bliver til med støtte fra blandt andet Salling Fondene, der har doneret knap 3,5 mio. kroner til at åbne flere Wefood-forretninger.
I 2020 solgte de nuværende seks Wefood-butikker 360 ton mad, som ellers ville være blevet destrueret. Det gav en omsætning på godt otte mio. kroner til Folkekirkens Nødhjælp.