Wefood øger omsætningen med 40 pct. under coronakrisen

1. apr 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Folkekirkens Nødhjælp/ Mikkel Østergaard
Skrevet af: Søren Tougaard

Kølediskene bugner i disse uger i de fire madspildsbutikker Wefood, som Folkekirkens Nødhjælp står bag.

I marts modtog Wefood-butikkerne mellem 28-30 tons overskudsvarer. Det er næsten ti tons flere varer end på en almindelig måned.

- Vi har de sidste uger solgt 40 pct. mere end på samme tid sidste år. Det er fantastisk, for det betyder, at vi sammen med vores gode samarbejdspartnere og leverandører kan være med til at mindske det danske madspild. Men det betyder også, at vi sammen kan sikre endnu flere penge til vores projekter i verdens fattigste lande. Det er der stort behov for lige nu. Om lidt rammer corona-pandamien for alvor det afrikanske kontinent, og her kan krisen hurtigt blive en stor katastrofe, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Undgår madspild

Blandt de største leverandører er Nemlig.com og Salling Group, der i løbet af de sidste uger har doneret langt flere varer til Wefood end normalt.

- Som onlinesupermarked har vi mindre madspild end et almindeligt supermarked, men siden udbruddet af Covid-19, har vi måtte donere flere varer på grund af danskernes ændrede indkøbsvaner. Vores samarbejde med Wefood sikrer heldigvis, at varerne ikke går til spilde, men i stedet sælges i Wefood-butikkerne og støtter et godt formål, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Nemlig.com.

Wefood sælger varer, som almindelige supermarkeder ofte kasserer. Det er varer, som er bestilt hjem i for store mængder, er ude af sæson, har overskredet bedst-før-datoen eller har ødelagt emballage. Men varer, som ingenting fejler.

Wefood-butikkerne drives af frivillige, og overskuddet går til projekter i verdens fattigste lande.

Opdateret 10. nov 2020