Fuld gang i e-commerce-uddannelse
-
- Danmark har brug for jer!, lyder der fra Dansk Industri. 82 unge er begyndt på Danmarks første professionsbacheloruddannelse i e-commerce og digital marketing.
De har været efterspurgt af erhvervslivet i årevis, og nu er de i gang.
En ny professionsbacheloruddannelse i e-commerce og digital marketing er kommet godt fra start.
- Tillykke med jeres nye studie. Danmark har brug for jer!
Sådan lød velkomsten fra Mie Bilberg, Dansk Industris ekspert i e-eksport, til 82 spændte unge, der for nylig havde første studiedag på Danmarks første professionsbachelor-uddannelse i e-commerce og digital marketing. Den har hjemme på Erhvervsakademi Aarhus.
Efterspurgte kompetencer
Ifølge Dansk Industri mangler hver femte danske virksomhed medarbejdere inden for e-commerce.
Problemet er særligt udbredt blandt de større virksomheder, hvor hver tredje e-commerce-stilling er ubesat. Det medfører tabt salg og markedsandele – både i Danmark og internationalt.
Populær nyskabelse
Interessen for uddannelsen er overvældende. Med 333 ansøgere til blot 82 pladser kunne hver stol have været besat fire gange.
- Manglen på e-commerce-talent er en væsentlig væksthæmmer. Derfor er vi meget tilfredse med, at så mange unge har valgt at søge ind på denne uddannelse, siger Mie Bilberg, chefkonsulent og DI’s ekspert i e-commerce.
De første dimittender forventes færdiguddannet i januar 2028. Allerede i 2026 vil de søge ud i praktik.