Købmandens søn blev digital frontløber

SPAR 70 år 2. maj 2024 -
This describes the image
Tommel op – og ja tak: Far og søn har oplevet et online-eventyr i de sidste seks år. Thorkild og Patrick Jensen scorer næsten en tredjedel af omsætning på 'ja tak'-tilbud. Jensen Junior styrer 'ja tak' med fast hånd om mobiltelefonen. Privatfoto
  • Ja tak til online-succes: Patrick Jensen fra Spar på Årestrupsvej i Aalborg oprettede i 2017 en butiksprofil på Facebook. Resultatet var vildt. Nu er det vildere.

Der bredte sig en svedig guldfeber på Facebook. 

Det kunne Patrick Jensen fornemme tilbage i vinteren 2017. 

Flere dagligvarebutikker invaderede Facebook med egne sider og falbød online-slagtilbud til loyale kunder, som vendte tomlen op for butikken og fulgte den.

- Var det ikke noget for os? spurgte den dengang 17-årige Patrick sin far.

Han hedder Thorkild Jensen, og han har i over 30 år drevet købmandsbutik på Årestrupsvej i Aalborg.

Thorkild interesserede sig ikke en døjt for såkaldte 'sociale medier', og han brugte ikke Facebook. Men den erfarne Spar-købmand reagerede ikke med et 'pøh' og en kategorisk afvisning af det moderne påhit. 

Han svarede i stedet: 'Bare gi' den gas!'

Høj bølgegang

- Jeg var helt med på, at Patrick skulle sætte gang i 'ja tak'-tilbud. Jeg anede ikke ret meget om det, men jeg forstod, at der skete noget vigtigt. Så jeg bakkede op, siger 58-årige Thorkild Jensen. Han tilføjer uden omsvøb:

- Det var jo slet ikke noget, vi opfandt. Vi hoppede bare med på bølgen i rette tid i 2017. Det tog meget hurtigt fart. Dér var jeg godt nok overrasket! Jeg troede slet ikke, at vi kunne sælge så meget via Facebook, fortæller købmanden.

Nu cirka seks år senere kan far og søn gøre status.

 'Ja tak'-tilbud står for næsten en tredjedel af omsætningen.

Spar-butikkens Facebook-side har ganske opsigtsvækkende hele 71.000 følgere.

- Og vi var sidste år den andenstørste Spar herhjemme målt på omsætning. Selv om vores butik ikke er blandt de største, påpeger 24-årige Patrick.

Han har lige siden jubel-premieren stået med eneansvar for butikkens Facebook-business.

Airfryer til Randers

Jeg spørger ham, hvad faren synes om den digitale succeshistorie?

- Jamen der er ingen sure miner, svarer Patrick.

Så er jordforbindelsen oprettet til det nordlige Jylland.

Butikken er fuldstændigt ideelt placeret, når det gælder om at tiltrække kunder fra nær og fjern. Den har adresse nogenlunde centralt i Aalborg – og lige ved en til- og frakørsel til motorvejen. Kunderne kommer susende på tilbudsjagt fra omkringliggende byer som Brønderslev, Hjørring og Støvring.

- I dag havde vi endda en, der kom helt fra Randers for at hente en airfryer. Vi tilbyder nu også at sende visse nonfood-varer med GLS, siger Patrick.

Hans mobiltelefon er næsten konstant på overarbejde.

Købmandssønnen har fået frit spil til at bruge løs af indkøbsbudgettet, og  Patrick er nærmest afhængig af at dreje på den store salgsroulette. 
- Jeg kan lide det meste. Snakken med sælgerne, kunderne, travlheden, hverdagen, at få nye ting hjem … Vi er jo selvstændige under Dagrofa, så vi skal bare indkøbe hos godkendte leverandører, så er der helt frit slag, fortæller han.

Varer ind – varer ud

Patrick bruger dagligt app'en Piranya til at planlægge 4-5 tilbud, som kommer på siden kl. 19-21. App'en hjælper også med automatiske svar, når kunder reagerer.

- Nogle varer har vi klar, andre bestiller vi. Er det dyrere nonfood-varer, vi ikke har i sortiment, så afventer jeg og ser, hvor mange vi skal bestille hjem. Det kan lyde nemt, men 'ja tak-tilbud' er en krævende arbejdsopgave. Vi skal håndtere kæmpe varepartier. Jeg kan dog overkomme det meste alene, siger Patrick, som konstaterer, at han kan sælge alt muligt.

- Kød, sodavand, is, ost, havepejse, Dolmio, tape, mayonnaise, stegepander, keramik … Jeg kunne blive ved. Nogle gange bliver jeg overrasket, når salget stikker helt af. Det er uforudsigeligt, og det gør det sjovt og spændende.

Er der noget, du ikke har kunnet sælge?

- Pas. Jeg kan ikke komme i tanker om noget. Vi får altid solgt vores partier.

Men nogle paller står noget tid på lager, før vi får afsat det hele.

Har du et godt instinkt for, hvad kunderne vil ha'?

- Jeg ved, hvad der rører sig i markedet og i tiden. Jeg får masser af opkald fra sælgere, som er klar over, at vi kan aftage store mængder, hvis vi får gode priser. Jeg er villig til at tage chancer. Men jeg siger også nej tak til en del. Vi skal gerne have partierne afsat hurtigt, for vi har begrænset plads. Det er afgørende, at vi hverken bestiller for meget eller for lidt. Det er hurtigt ind – og hurtigt ud igen.

Har der været bump på vejen?

- Kort efter, at jeg oprettede siden, fik vi så mange reaktioner på Facebook, at det blev registreret som spam. Så vi blev blokeret fra vores egen side i tre døgn. Det var ikke sjovt! Derefter gik jeg over til at benytte samme app, som vi bruger i dag, og det løste problemet, siger Patrick.

Super-helten

Han er udlært i butikken, hvor hans lillesøster også er elev for tiden. Der er tale om et rigtigt familieforetagende, og Patricks farfar arbejdede såmænd også i en Brugsen-forretning. Når købmand Thorkild en dag skal pensioneres, står Patrick klar til at overtage købmandstjansen.

Ville butikken have klaret sig uden din 'ja tak'-satsning?

- Ja, for min far har altid haft en veldrevet forretning, der gav overskud. Men uden 'ja tak' havde det ikke været så stort. Den gode økonomi har også betydet, at vi har fået nyrenoveret hele butikken, så den fremstår rigtig flot. Det er med til at tiltrække kunder, siger Patrick.

Hans far er også kendt af nogle som 'Super-Jensen', for hans butik hed 'Jensen Super', før han blev en del af Spar-kæden.

Udlært og godkendt

- Det var en stor fordel for mig, at jeg kom under Spar. For dét brand kender folk jo. Nu har Spar været i Danmark i 70 år, og jeg er rigtig glad for at være en del af kæden og Dagrofa, siger Thorkild og fortsætter:

- Jeg er af den gamle skole. Derfor er det vigtigt, at Patrick er med på det nyeste i branchen. Han kan bare det hele, når det gælder butiksarbejde, både  udstillinger, it, sociale medier ... han er bestemt udlært. Og nu har han fået 70.000 til at følge vores side.

I har faktisk 71.000 følgere nu!

- Nå ja, det kan være svært at holde trit med det, griner den knap så digitaliserede oldschool-købmand fra Aalborg.

Opdateret 3. maj 2024