Dansk Erhverv: Stor grænsehandel betyder milliardtab for danske butikker
-
38 procent af danske husstande grænsehandler i Tyskland mindst én gang årligt, fremgår det af analyse fra Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv undersøger hvert år, hvordan det står til med danskernes grænsehandel i Tyskland.
Den aktuelle analyse rummer følgende nøgleresultater:
* 38 procent af danske husstande grænsehandler i Tyskland mindst én gang årligt.
* Nydelsesmidlerne sodavand, øl, slik, vin og chokolade driver danskerne over grænsen.
10.900 ton slik
* Hvert år køber danskerne ca. 131 mio. liter sodavand, 59 mio. liter øl, 10.900 ton slik og 6.600 ton chokolade i de tyske grænsehandelsbutikker.
* Grænsehandel betyder større forbrug af sukker og alkohol, ifølge danskerne selv.
* Ca. 240.000 husstande har købt illegalt indførte nydelsesmidler inden for de seneste seks måneder.
* Den illegale handel foregår især på privatadresser, hvor sælger og køber kender hinanden.
* Mere end hver femte dansker synes, at illegal handel er i orden, og andelen er steget de seneste 5 år.
Ulige konkurrencevilkår
I forordet til analysen når Dansk Erhverv bl.a. frem til følgende konklusion:
- Danske virksomheder står over for mange udfordringer på det globale marked. Derfor nytter det ikke, at afgifter på grænsefølsomme produkter medfører yderligere besvær for virksomhederne og skaber ulige konkurrencevilkår, øger de administrative byrder og giver incitament til at handle på den anden side af grænsen eller endda ulovligt, lyder det i analysen, hvor Dansk Erhverv videre konkluderer:
- Danmarks høje skatte-, moms- og afgiftsniveau har ikke kun en konkurrenceforvridende
konsekvens for danske handelsvirksomheder, men skaber også en økonomisk meromkostning for forbrugeren, som oplever stigende priser på grund af inflation, som kan føre til øget (illegal) grænsehandel.
- Den seneste skatteøkonomiske redegørelse fra 2023 viser, at grænsehandlen af nydelsesmidler i 2022 var 4,5 mia. kr. Dansk Erhvervs analyse af grænselukningen i foråret 2020 viste også, at danske butikker går glip af en årlig meromsætning på mellem 3,5 og 5,8 mia. kr. på nydelsesmidler på grund af den høje grænsehandel.
Kæmper med høje afgifter
- Grænsehandlen foregår hovedsageligt fra Tyskland, hvor fødevaremomsen er lavere, alkoholafgifterne er lavere og hvor der ikke opkræves tysk pant på dåser og flasker i grænseområdet. Så danske virksomheder kæmper fortsat med en række høje afgifter og med grænsebutikkernes omgåelse af krav til pant på dåser. Danske virksomheder er med andre ord særdeles konkurrenceudsat, da de taber kunder og indtægter til grænsebutikkerne. Samtidig går staten glip af skatteindtægter, som kunne bruges til at finansiere velfærd, lyder det i forordet til gennemgangen af analysen om 'grænsehandel og illegal handel 2024'.