Fødevarepriser får et hak op

Forbrugere 10. okt 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand|
  • Det seneste år nærmer fødevarepriserne sig en stigning på 3 pct. Inflationen aftager yderligere, viser nye tal 

Skrevet af: Søren Tougaard

Danskerne kan glæde sig over, at inflationen i september har fået et lille fald til 1,3 pct. i forhold måneden før især som følge af et fald i el-priserne.

Til gengæld er fødevarepriserne steget med 0,3 pct. den seneste måned.

Ser man på fødevarepriserne over de seneste 12 måneder er de steget med 2,7 pct. mod 1,8 pct. fra august 2023 til august 2024. Niveauet er langt fra prisudviklingen under inflationskrisen, hvor flere fødevarer steg med over 20 pct. på årsbasis. Solsikkeolie og olieolie langt mere. Og kaffepriserne er også steget markant som følge af især lavere udbytte i storproducerende lande som Vietnam og Indonesien.

- Det var helt forventet, at inflationen ville falde en smule, ikke mindst på grund af lavere energipriser i september, hvor både elpriserne og prisen på benzin og diesel trak ned. I den anden retning trak derimod fødevarepriserne, der steg 2,6 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Især mejeriprodukter og søde sager trak op i indekset, lyder det i en kommentar fra Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

Venter beskedne prisstigninger

Hvilken vej, fødevarepriserne skal gå, afgøres netop især af faktorer som tørke og forsyningskriser. Men også forhandlingsspillet mellem dagligvarekoncerner og fødevareproducenter spiller ind, og lige nu lægger de to arm i årsforhandlinger for 2025.

- Ser vi ind i 2025, så er det vores forventning, at inflationen vil ligge på et stabilt niveau omkring 1,5-2 pct. Det må betegnes som en stabil og sund prisudvikling, ikke mindst set i lyset af at presset på arbejdsmarkedet fortsat er til den høje side, lyder det i en kommentar fra Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

 

      

 

Opdateret 10. okt 2024