Behersket vækst i dansk e-handel
-
Dansk Erhvervs nye e-handelsanalyse viser, at omsætningen voksede med 3 procent i første halvdel af 2024.
Dansk Erhverv præsenterer en e-handelsanalyse for 1. halvår 2024, og den viser, at dansk e-handel voksede med tre procent.
Dagligvarer, mad og drikke udgør syv procent af forbruget, og det er en fremgang på en procent i forhold til samme halvår i 2023.
Temu stormer op på listen over de mest benyttede netbutikker i Danmark, hvor den kinesiske gigant nu kun overgås af Zalando.
Overhaler nemlig.com
På analysens top-10 over de mest benyttede netbutikker overhaler Temu store netbutikker som Matas og nemlig.com og indtager andenpladsen på listen. Sidste år var Temu end ikke at finde på listen.
Ifølge rapporten er top-listen ikke et udtryk for virksomhedernes omsætning eller deres markedsandele. Den udpeger de 10 netbutikker, hvor online-kunderne senest har handlet.
Ifølge Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, er omsætnings-stigningen i branchen (på tre procent) til den lave side:
- Det er dog vigtigt at have in mente, at forbrugerne helt generelt har haft svært ved at få pungen op af lommen. I samme periode har vi da også set, at den fysiske detailhandel har haft flere måneder med tilbagegang. Netbutikkerne er ikke blevet fravalgt – det er forbruget generelt. Forbrugerne har simpelthen ikke rystet forskrækkelsen over stigende renter og inflation af sig, siger Niels Ralund.
Mulig revanche
Han vurderer, at der er grund til optimisme på branchens vegne, hvis man ser lidt længere frem. Niels Ralund henviser til, at et flertal blandt forbrugerne forventer at skrue yderligere op for online-forbruget de kommende 12 måneder. Samtidig er der mulighed for, at den generelle forbrugertillid vil forbedres i takt med, at aftagende inflation og rentenedsættelser kan styrke købekraften.
- Det passer fint med det, vi hører fra vores medlemmer. De regner også med, at forbrugerne tager revanche i 2. halvdel af året, siger Niels Ralund.