Trods lille optur: Danskerne køber fortsat færre dagligvarer
-
I de tre seneste måneder er mængdesalget i landets dagligvarebutikker faldet med 0,8 pct. i forhold til sidste år, viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik.
De danske dagligvarebutikker kunne glæde sig over, at danskerne købte flere fødevarer og andre dagligvarer i august i forhold til måneden før. Her steget mængdesalget med 1,3 pct., hvilket var medvirkende til at give det hjemlige detailsalg et beskedent løft på 0,4 pct. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Omvendt må dagligvarebranchen også konstaterer, at de har svært ved at få danskerne til at købe samme mængder som tidligere.
Både i juni og juli faldt mængdesalget i forhold til samme måneder sidste år med 2,1 og 1,3 pct., når der korrigeres for prisudviklingen.
Selv om august bød på en salgsfremgang på 1 pct. i forhold til sidste år har der været en samlet tilbagegang i mængdesalget på 0,8 pct. i de tre måneder i forhold til 2023, viser de foreløbige opgjorte tal.
Dette er ingen ny tendens. Måles august 2024 op imod 2021 har mængdefaldet været på 4,4 pct.
Danskerne holder på pengene
- Det er godt nyt, at der er fremgang i detailsalget i august. Det er dog bemærkelsesværdigt, at detailsalget kun er vokset meget svagt siden årsskiftet. De høje lønstigninger betyder, at danskerne får flere penge mellem hænderne, men det kan de danske detailbutikker ikke for alvor mærke til, fordi salget kun stiger svagt. Den svage udvikling i detailsalget skal ses i lyset af den lave forbrugertillid. Forbrugerne er udbredt pessimistiske, og det får dem til at holde tilbage i detailhandlen. Danskerne bruger de flere lønkroner andre steder end detailhandlen eller sparer op. Samtidig kommer vi heller ikke udenom, at de høje renter trækker råderum ud af budgetterne hos mange familier, lyder det i en kommentar fra Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Forventningen hos erhvervsorganisationen er, at danskernes købekraft stiger det kommende år i takt med, at lønningerne stiger.