Danskerne er fortsat tilbageholden med at bruge penge
-
Vi ser lidt lysere på privatøkonomien i dag end for et år siden.
Danskernes forbrug i landets 2600 dagligvarebutikker har det med at svinge i takt med forbrugerbarometeret. Derfor er der både lidt bedring og lidt bekymring i Danmarks Statistiks seneste Forbrugertillidsindikator for september.
Zoomer man ind på danskernes syn på privatøkonomien, som fylder to ud af fem spørgsmål i forbrugertilliden, ser flere lidt lysere på egen økonomiske situation i dag end i august. Indikatoren ligger nu på minus 4,2 mod minus 7,2 i forrige måned.
Omvendt daler tilliden til egen privatøkonomi marginalt om et år. Her er indikatoren nu 2,9 mod 3,2 i august. Dette fremtidssyn hænger især sammen med, at danskerne ser lidt mørkere skyr over dansk økonomi om et år. Her lyder indikatoren på minus 9,5 mod minus 8,9 for en måned siden.
Samlet set bevægede forbrugertilliden sig i en positiv retning i september med et marginalt hop til minus 6,8 mod før minus 7,4.
- Det er langt fra en lige vej, som forbrugernes humør har haft op ad det dybe hul, der blev gravet i 2022, hvor stigende inflation sendte forbrugertilliden ned i det værste niveau nogensinde i målingens historie. Det vidner om, at vi endnu ikke helt har lagt krisestemningen bag os, hvilket også er med til at forklare, hvorfor danskerne fortsat er tilbageholdende med at bruge penge. Mange oplevede, at de buffere, som de fik opbygget under corona blev ædt op, da priserne begyndte at stige. Så selvom mange nu oplever betydelig reallønfremgang, så er der altså huller i økonomien der skal fyldes igen, før forbruget for alvor begynder at komme sig, lyder det i en kommentar fra Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.
Danmarks største pengeinstitut forudser, at forbrugertilliden vil bevæge sig positivt fremad i takt med, at danskerne indhenter mere af den tabte købekraft via lønstigninger.
- Udsigten til lavere renter i resten af året kan også lette presset på danskernes privatøkonomi, og jo længere afstand der kommer til inflationschokket, jo mere trygge bliver danskerne nok også omkring deres situation, forudser Danske Bank.