Dagrofa Foodservice trækker overskuddet over 40 millioner

Foodservice 3. apr 2024 -
This describes the image
Dagrofa Foodservice har i 2023 skruet gevaldigt op for mængden af kulinarisk inspiration til kunderne gennem workshops og masterclasses – f.eks. på virksomhedens egen messe "Casual Dining". Foto: Dagrofa Foodservice
  • Trods et mindre fald i omsætningen formår Dagrofas fødevaregrossist at hæve overskuddet

Skrevet af: Søren Tougaard

En af landets største totalleverandører til professionelle køkkener – Dagrofa Foodservice - kan for andet år i træk præsentere et positivt årsregnskab. I forhold til 2022 er der tale om et løft i årsresultat på 1,7 mio. kr. til 40,6 mio. kr. Det svarer til en stigning på 4 pct. og er kommet i hus, selv om Dagrofa Foodservice måtte se omsætningen falde med 112 mio. kr. til 4,32 mia. kr. 

Resultatet står i skærende kontrast til en række år før og under corona, hvor Dagrofa Foodservice har leveret to- og trecifrede millionunderskud. Fra 2016 til 2021 medførte det et samlet underskud på ca. 534 mio. kr.   

I løbet af 2023 har Dagrofa Foodservice bl.a. haft fokus på at optimere virksomhedens drifts- og logistikløsninger, tiltrække nye kunder gennem faglig inspiration og at mindske mængden af madspild.

- Jeg glæder mig over, at vi er lykkedes med at bygge ovenpå de seneste års positive udvikling, og at vi for andet år i træk har sorte tal på bundlinjen og samtidig kan melde om fremgang i vores indtjening. Vi har haft meget fokus på at effektivisere vores drift, og vi arbejder hele tiden med at optimere alle vores logistikprocesser for at kunne levere en endnu bedre service til landets professionelle køkkener. 

- Vi lægger i tråd med vores forventninger og planer, og jeg synes, vi går ud af 2023 med et tilfredsstillende resultat. Vi bevæger os klart i den rigtige retning, siger Niels Miles Frandsen, adm. direktør. 

This describes the image

Ifølge virksomheden er årsregnskabet en foreløbig kulmination på en målrettet indsats for at gøre Dagrofa Foodservice til en rentabel forretning som en del af Dagrofas samlede strategi FremgangSammen.

- Vi har også haft succes med at få os positioneret som mere end "bare’" en traditionel fødevaregrossist. I stigende grad indtager vi en rådgiver- og partnerrolle, hvor vi f.eks. hjælper vores kunder med faglig kulinarisk inspiration gennem workshops, kogebøger, konceptudvikling osv. Vi har også gjort konkrete fremskridt i forhold til at reducere mængden af madspild i vores Cash & Carry-butikker, og det er en indsats, som både giver pote på klimakontoen og på den økonomiske bundlinje. Endelig har vores specialister Grøn Fokus, HKI Ost og Grambogård igen i 2023 bidraget til et tilfredsstillende årsresultat, siger Niels Miles Frandsen. 

Venter flere kunder

Virksomheden forklarer bl.a. faldet i omsætningen med tabet af en større kantinekunde fra slutningen af 2022. Også tobakssalget falder. 

- Vi oplever en vis tilbagegang på omsætningen, men det skyldes, at en større kantinekunde med effekt fra slutningen af 2022 valgte en anden fødevareleverandør end os. Derudover ser vi også et nedadgående salg af tobak fra vores Cash & Carry-butikkerne til kioskerne, og det kan mærkes på omsætningen. Samlet set er der dog et stort potentiale i markedet, så vi er aggressive i forhold til at gå efter flere kunder – ligesom vi også lykkedes rigtig godt med at vinde nye kunder i 2023, siger Niels Miles Frandsen.  

2023 bød dog også på flere kommercielle succeser.

F.eks. indgik Dagrofa Foodservice i løbet af året en ny trecifret-million kontrakt med den mangeårige samarbejdspartner Compass Group, der er en af Danmarks største kantineoperatører. Ligeledes blev samarbejdet med Scandic Hotels forlænget.

I forhold til nye kunder blev der indgået aftaler med bl.a. Konvemtum Hotel – Konferencecenter, Søly, Cocina Kantiner og Helenekilde Badehotel.

Og i år er forventningen fortsat fremgang.  

- Vores klare forventning er, at vi kommer til at vokse i 2024. Halvdelen af vores forretning er udekørende kunder, så vi har en stor andel, som er baseret på store landsdækkende kunder. Der vil altid være konkurrence. Det ligger i markedets natur, at man jævnligt kigger hinanden an og vurderer, hvorvidt samarbejdet skal fortsætte. Der vil derfor altid være "slåskampe" på markedet om de attraktive kunder, men det er på en positiv måde, da det er med til at holde os skarpe. Vi prøver at være en så god samarbejdspartner for vores kunder som muligt, siger Niels Miles Frandsen.

Stærkere kundeoplevelser

Han fortæller, at fokus i år er på at give kunderne en endnu bedre oplevelse - både i de 30 fysiske Cash & Carry-butikker og digitalt.

- Vi har udvalgt nogle strategiske initiativer, der skal medvirke til, at vi fortsætter fremgangen. Bl.a. er vi i fuld gang med den indsats, som vi kalder "Fremtidens Cash & Carry", som kort fortalt går ud på, at vi skal give vores lokale butikskunder en endnu bedre oplevelse, når de handler med os. Alle vores Cash & Carry-medarbejdere har netop været igennem et større uddannelsesforløb med fokus på god kundeservice, og vi tog sidste år hul på at ombygge udvalgte butikker. Indsatsen med at modernisere og optimere vores butikker fortsætter vi med i år, siger Niels Miles Frandsen, der fortæller, at man har planer om to moderniseringer i år.

- Foodservicemarkedet er altid uforudsigeligt, men når jeg ser på de initiativer, som vi har sat i værk, så har jeg grund til at tro på, at vi i 2024 fortsætter de gode takter. Vi skal have løftet vores omsætning ved at vinde nye kunder, og det skal også meget gerne smitte af på indtjeningen, men vi opererer som sagt i et marked, hvor sigtbarheden ikke er den bedste. Jeg er dog sikker på, at vi som virksomhed har tilkæmpet os et langt bedre ståsted gennem de seneste par år, og at vi er blevet en mere attraktiv samarbejdspartner for både kunder og leverandører. 

Dagrofa-koncernen fremlagde før påskeferien et samlet årsresultat for 2023 på 89 mio. kr., hvilket er en forbedring på 20 pct. sammenlignet med året før. Samtidig udviste driftsindtjeningen (EBITDA) 426 mio. kr., som er det bedste i over 20 år.  

Årsregnskabet for 2023 bliver endeligt godkendt den 8. april 2024.

  

 

Opdateret 3. apr 2024