Købmand om elpriser: Vi tager for lidt for varerne

Debat og Kommentar 15. sep 2022 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
  • Debatindlæg af købmand Allan Kring Bülow, Min Købmand Daugård

Skrevet af: Redaktionen

Jeg har efterhånden fem år på bagen som lokal købmand. Det i en genopstået Min Købmand-forretning, som har været hele møllen igennem med borgermøder, lokal indsamling, genetablering og sund drift fra dag 1.

At være købmand er en livsstil. Du er nødt til at give noget af dig selv, hele tiden. I gode tider som i dårlige tider.

Coronaperioden var begge dele. Corona var god ved os, hvis vi udelukkende kigger på økonomi og købmandens rolle i lokalsamfundet. Vi gjorde virkelig en forskel for mange, og det fik vi ros for. Det er dejligt at kunne hjælpe andre mennesker, og det er dejligt at blive anerkendt for sin arbejdsindsats.

Corona var også hård. Rigtig hård. Perioden var fyldt med frygt og tvivl, mange skulle tilgodeses - både kunder, medarbejdere og ikke mindst familien. Min kone var lukket inde derhjemme med vores to små børn. Jeg arbejdede hele tiden, for der var tryk på kedlerne, og sygemeldingerne stod i kø.

I lang tid forsvarede jeg overfor min kone, mine børn og ikke mindst mig selv, at den forbedrede butiksøkonomi var det hele værd i sidste ende. På den anden side. Men der gik godt nok lang tid, før vi var på den anden side.

Den anden side kom. Selvom corona stadig fylder noget i dag, så er det ingenting sammenlignet med tidligere. På den anden side: Vi tror, at fremtiden ser lys og rolig ud. SNYDT!

Den anden side, som vi befinder os på nu, har bare været fyldt ud med nye udfordringer startende med prisstigninger. Hele vejen rundt i detailbranchen er priserne i månedsvis kun gået en vej, og det er opad.

Først var det uge for uge, men nu er det nærmere på daglig basis, at hyldeforkanter skal skiftes ud, fordi prisen er gået op. 500 gram hakket oksekød til 52 kr., hvordan forsvarer du lige den over for en kunde?

Sammen med priserne så begyndte prisen på el også at stige ret meget. Så steg den lidt mere, og det blev ret hurtigt et stort punkt på dagsordenen.

Hos os i Daugård er prisstigningerne blevet taget i stiv arm, det må jeg sige. Og min oplevelse er egentlig, at det er den generelle holdning, at vi ikke har andre muligheder, når indkøbsprisen stiger.

Lige ind til at regeringen melder ud, at de vil holde øje med, om dagligvarebutikker sætter priserne unødvendigt højt op til egen vinding. Til egen vinding?

Ja, undskyld mig, men jeg faldt da ned af stolen, da jeg hørte det. Fra at være dagligdagens helte og fra at udfylde en samfunds kritisk rolle, til at blive beskyldt for decideret at snyde vores kunder. For at føre dem bag lyset. For egen vinding?

Vi står på den anden side af en meget lang og hård periode. En periode, hvor vi virkelig har leveret og spillet en kæmpe rolle i dagligvarebranchen, stor som lille. Og så går snakken på, om vi tager for meget for varerne.

Med det omkostningsniveau, vi har nået, så er min helt klare holdning, at vi nærmere tager alt for lidt for varerne.

I Daugård bor 1.100 indbyggere. Vi har en godt drevet købmandsbutik. Den er ikke for stor, ej for lille og vi spiller en kæmpe rolle lokalt. Vi har haft en sund drift siden genåbningen for fem år siden. Os er der mange af!

Inden året er omme går vi konkurs, hvis elpriserne fortsætter deres himmelflugt, uden at vi får nogen form for hjælp – det gør ondt i maven, og det har vi ikke fortjent.

Opdateret 15. sep 2022