Debat: OK Benzin og Coop amba er enige om, at Coop er minus 300 mio. kr. værd

Debat og Kommentar 16. apr 2024 -
This describes the image
Alfred Josefsen er tidligere direktør for Irma. Foto: PR
  • Man kan forestille sig, hvilket pres Coop har lagt på OK Benzin for at opnå en aftale, som kunne hindre en konkurs, skriver foredragsholder, rådgiver og bestyrelsesformand/medlem Alfred Josefsen (tidligere direktør for Irma) i dette debatindlæg, som ene og alene er den eksterne skribents synspunkt.

Skrevet af: Ekstern skribent

Det virker ufatteligt. Men det er sandt, at ”hele Danmarks brugsforening” med en historie på 158 år og 1000 butikker er fastsat til en værdi på minus 300 mio. kr. Det skyldes elendige driftsresultater, årtiers udsalg af aktiver, butikker og ejendomme, ikke-konkurrencedygtige koncepter, zig-zag strategier, katastrofal dårlig ledelse og en 365discount kæde, som er totalt nedsmeltet.

Det har været fremme i medierne, at parterne indskyder to mia. kr. Dette er ikke korrekt. Parterne indskyder 1,2 mia. i kontanter. Gældseftergivelse og en ejendom udgør 0,5 mia. kr. At OK Benzin køber et udviklingsprojekt af Coop A/S har ingen indflydelse på kapitalindskuddene. 

Først regnestykket og hvorfor Coop har en negativ værdi.

OK Benzin indskyder 700 mio. kr. i Coop A/S og opnår en ejerandel på 50 pct. Selskabets samlede værdi er altså 1,4 mia. kr.

Coop amba indskyder 1000 mio. kr. i Coop A/S og opnår en ejerandel på 50 pct. Selskabets samlede værdi burde være to mia. kr.

Coop amba får intet for de 300 mio. kr., som de betaler mere end OK Benzin. Derfor må selskabet vurderes til at være minus 300 mio. kr. værd.

Man kan også sige, at de første 300 mio. kr. fra Coop ambas indskud går til at dække en negativ egenkapital på 300 mio. kr. Derefter indbetaler begge parter 700 mio. kr. og opnår 50 pct. ejerskab

Der er mange problemer i partneraftalen. Første kæmpeproblem er, at prisfastsættelsen er sket mellem nærtstående parter, hvor Kræn Østergård Nielsen, indtil videre CEO i Coop, har siddet på begge sider af bordet, idet han også er bestyrelsesmedlem i OK Benzin, fordi Coop ejer ca. 20 pct. af OK Benzin.

Habilitetsproblem på øverste hylde

Det er et habilitetsproblem på øverste hylde. Man kan forestille sig, hvilket pres Coop har lagt på OK Benzin for at opnå en aftale, som kunne hindre en konkurs, eftersom alle iagttagere er enige i, at der ikke ville være andre løsninger tilgængelige for Coop. 

Udenlandske kæder og kapitalfonde ville aldrig røre ved en så ustabil Coop-case. Ejeren Coop har hverken evne eller kompetencer til at komme til undsætning, og bankerne tålmodighed er for længst brugt op. Derfor var OK Benzin eneste alternativ til en Coop-konkurs, som ville have været Danmarkshistoriens største konkurs.

Andet kæmpeproblem er, at prissætningen er mistænkelig, idet nært forbundne ”venner” sikkert har aftalt den pris, som begge parter kunne leve med og som næppe modsvares af en professionel due diligence proces.

Årsagen til, at jeg hævder dette er, at det allerede er aftalt, at OK Benzin skal komme med op til 1,5 mia. kr. yderligere og opnå en større ejerandel. Den fremtidige kapitaltilførsel vil således halvere Coop ambas andel, og mon ikke OK’s ejerandel lander på ca. 80 pct. og Coop amba ca. 20 pct.

Risiko for blokering af plan

Men partnerne tør ikke melde denne ejerfordeling ud til medlemmerne af Coops Landsråd, som kunne risikere at blokere for planen, hvis de på beslutningstidspunktet ville være orienterede om, at Coop amba reelt og formelt opgiver ejendomsretten, beslutningsretten og indflydelsen på Coop.

Det tredje kæmpeproblem er, hvorvidt OK Benzin er i stand til at gennemføre sin egen strategi om at gøre Danmark grønnere og mere bæredygtigt gennem et stort investeringsprogram i grønne anlæg, ladestandere etc. Jeg tror, at virkeligheden vil vise, at OK Benzin kommer til at anvende en stor del af sit årlige overskud på ca. én mia. kr. og egenkapital på ca. fem mia. kr. til at redde Coop fra undergang, og derfor bliver der ikke midler til at implementere deres egen strategi.

Hvis dette scenarie er nogenlunde ædrueligt, gør det habilitets problematikken meget værre, fordi ledelsen af OK Benzin derved tilgodeser den største aktionær på bekostning af de 80 pct. øvrige aktionærer. Og det er vanskeligt at forstå, hvordan Coop ambas fremtidige formand kan leve med denne konsekvens.

Det gælder overlevelse

Coop taler om, at Coop nu er fremtidssikret. Dette udsagn er stærkt tvivlsomt og bygger på en formodning om, at det er muligt hurtigt at bringe Coop på økonomisk fode og få kontrol over de massive driftstab primært i Coop 365discount. Da en meget stor del af kapitaltilførslen skal gå til strukturrationaliseringer, hovedkontor opsigelse, butikslukninger og evt. frasalg af butikker til konkurrenterne kan egenkapitalen være borte inden længe.

Jeff Gravenhorst taler om en ”gennemgribende omstillingsplan”, og jeg formoder, at denne vil blive gennemført på kort sigt. Uden at kende planen tør jeg godt erklære mig enig i denne, fordi jeg tror, at der for første gang nogensinde bliver taget hårdt fat. Det gælder overlevelsen.

Bolander bør undskylde

Og heldigvis ser det ud til, at Coop overlever på kort sigt og bliver et normalt ledet selskab, som opererer på et fornuftigt grundlag, at leverandørerne undgår at miste fem mia. kr., at der kan indsættes en kompetent ledelse, samtidig med at dagligvaredistributionen sikres i udkantsdanmark.

Det har hele tiden været Lasse Bolanders ambition ”at levere en bedre slægtsgård videre”. Nu har han brændt hele hytten ned til fundamentet. Det ville være klædeligt, hvis han på vej ud af døren gav en undskyldning til medlemmerne af Coops Landsråd på lørdag.

 
 

Opdateret 18. apr 2024