På tilbudsjagt i det politiske supermarked

Debat og Kommentar 21. okt 2022 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen
  • Leder af ansvarshavende redaktør Jesper Veber Knudsen

“Hope is not a strategy”.

Nej, håb er ikke nogen strategi.

Det for tiden meget brugte citat – som også er blevet titlen på en marketing-bestseller – stammer angiveligt fra republikaneren Rudy Giuliani, tidligere borgmester i New York, men nu mest kendt som en af eks-præsident Trumps advokater.

For mange danskere lyder det ikke nødvendigvis som en anbefaling, men manden har jo ret.

Imidlertid er der stadig alle mulige gode grunde til at håbe på, at de aktuelle absurd høje energipriser ikke bliver oppe i de luftlag, hvor de har befundet sig på denne side af sommeren.

Det er langt hen ad vejen også den tilgang, som de danske politikere har valgt at følge. Ingen tør for alvor love guld, grønne skove - eller elpriser som for et år siden. I hvert fald ikke her 14 dage før valget 1. november, hvor der var deadline for denne udgave af Dagligvarehandlen.

Risikoen for, at nye initiativer kan sætte endnu mere fut til inflationen, er stor.

I første omgang har det derfor handlet om at afbøde de værste negative effekter af prisstigningerne – og dermed vinde tid. Håbet må være, at problemet med de vilde energipriser bliver mindre, efterhånden som markederne sætter sig. Gerne hjulpet på vej af nye EU-tiltag.

På Finans.dk advarer Thomas Søby, som er cheføkonom i ingeniørernes fagforening IDA, imidlertid mod luftige løfter  

”Der vil komme mange slagtilbud i de politiske supermarkeder, men som forbruger og som vælger skal man tænke sig godt om. Det er ikke alle varerne, der holder den ventede kvalitet, og det kan blive en dyr fornøjelse at tage imod et tilbud, der er for godt”.

Men når gaspriserne er faldet med pæne tocifrede procenter fra toppen til midt i oktober, peger det i retning af – ja, at der er håb. Gaspriserne har et langt stykke hen ad vejen også været en betydelig driver for de højeste elpriser.

Der er også håb om, at markederne har overreageret hen over sommeren, at spekulation og børsernes ”hysteriske kællinger” har pumpet en overdrevent stor boble op midt i en vildt usikker situation.

Det er ikke til megen trøst for den købmand eller brugsforening, der lige nu står med en elregning, som der ikke skal komme mange flere af, før kassen er tømt.

Men flere af de største og mest centrale partier har lovet, at de vil se på flere tiltag til hjælp, hvis det bliver nødvendigt. Kun få partier vil politisk set kunne leve med en butiksdød, der igen tager fart. Især ikke på landet.

Vi holder politikerne op på, at der kommer til at ske noget hurtigt efter valget. Det er nok for meget at håbe på, at elpriserne falder nok - helt af sig selv.

 

Opdateret 21. okt 2022