Med januar følger normale priser på smør, piskefløde og flæskesteg. Sådan er det hvert år, men ellers tyder alt på, at det nye år, 2024, bliver alt andet end normalt.

Det i det forgangne år nærmest samtidige farvel til Irma og Aldi, som under normale omstændigheder kunne have medført en konsolidering i dagligvarehandlen, vil tværtimod skærpe kampen om markedsandele:

Med omkring 100 nye butikker på et par år gør Rema 1000 nu Netto rangen stridig som landets største dagligvarekæde – en dag, man glæder sig til i Horsens, men bestemt ikke hos Salling i Århus, der samtidig må se Lidl vinde terræn i kampen om at blive den tredje store discountkæde.

Og så det helt store spørgsmål i dansk dagligvarehandel her og nu: Vil det lykkes for Coop med 365 Discount at blive en varig nummer fire – eller vil det gå med det tidligere Fakta, som det gik med Kiwi og Aldi?

Og vil Coop med det grønne Coop-lavprissupermarkedskoncept – på Irmas ruiner og det lidt udslidte røde SuperBrugsen – kile sig ind mellem discounterne og Meny? Spørgsmålet lyder lidt a la: Er hybridbilerne kommet for at blive?

Det sure ved den forstærkede konkurrence er og bliver, at der mest af alt er lagt op til priskrig på priskrig på priskrig. På den korte bane godt for forbrugerne, men ikke for butikkerne og leverandørerne – og innovation i branchen. Bortset fra Menys kamp for at bevise, at udvalg, kvalitet og service også kan være et konkurrenceparameter, er det svært at få øje på fornyelser i dansk dagligvarehandel – ikke mindst sammenlignet med, hvad der sker på café- og restaurationsfronten.

OK, der er kæder, der har eller vil skifte navn og/eller farve på logo. Flere butikker får scan-selv-løsninger. Andre flytter lidt rundt på varegrupperne. Alle forsøger sig med allehånde former for prisgarantier og loyalitets-belønninger. Private label-andelen stiger. Salatbarer kommer og forsvinder. Det samme gjaldt år tilbage for kyllinge-rotisserierne.

Forhåbentlig er mit lokale torv ikke et billede af, hvad der kommer til at ske de kommende år: Her er både bager og dagligvarebutikken lukket – og dog; For nylig er en såkaldt Black Store (Wolt) åbnet for de lyseblå cykelbude, der efterhånden er mere synlige i hovedstadens trafik end fortidens røde postbude i deres storhedstid, inden PostNord satte prisen for at sende et julekort op til prisen på fire-fem pakker julesmør.

Men ikke nok med det: På torvet ligger nu fire take-away-udsalgssteder med burgere, pizza, shawarma og bagel. Måske ikke det helt rigtige hverdagsmåltid – i hvert fald hver dag – set i forhold til de officielle kostråd, men heller ikke opløftende for den dagligvarehandel, som gerne vil sælge hele paletten fra frisk frugt og grønt til frosne færdigretter med det hele.

I mange andre lande er take-away-måltiderne – også sunde! – en integreret del af de fleste dagligvarebutikkers tilbud til forbrugerne. Det gælder både i de største hypermarkeder og i mange af de mindre, lokale city- og kvarters-butikker. Men ikke i Danmark. Fordi vi hellere vil sælge dyre råvarer end billige færdigretter? Fordi gode færdigretter bliver for dyre, når medarbejderne i dagligvarehandlen skal have de overenskomstbestemte lønninger? Fordi dagligvarebutikkerne er udsat for unfair konkurrence fra pizzarier m.fl. med et mere liberalt forhold til moms- og fødevareregler?

Under alle omstændigheder: Hvis det skal blive et godt nytår for dansk dagligvarehandel, er der altså behov for nytænkning.