For tiden må jeg jævnligt knibe mig selv i armen for at være sikker på, at det hele ikke er noget, jeg drømmer. Er alle de milliard-virksomheder, som jeg har kendt og fulgt i årevis, virkelig ved at redde verden nu?

Ét eksempel fra min indboks fredag 17. september er en pressemeddelelse fra Nestlé, der ”vil støtte og sætte fart på overgangen til et regenerativt fødevaresystem – et fødevaresystem, som bestræber sig på at genoprette miljøet, styrke livsgrundlaget for bønderne og forbedre levevilkårene i landbrugssamfundene”.

Er jeg bare lidt for kynisk, forstokket eller begyndende smådement, hvis jeg får en oplevelse af, at det kan blive for meget af det gode?

Eller er verden – vores del i det mindste - virkelig ved at forandre sig til det meget bedre? Forstå mig ret: Jeg kan kun bakke fuldt og helt op bag alle bestræbelser på at gøre godt – for klimaet, for miljøet, for bønder og fattige arbejdere, for diverse mindretal. Fra Nestlé og fra alle andre med ambitiøse planer og målsætninger. Men jeg kan ikke slippe en grundlæggende skepsis, for det er et helt andet sprog, der pludselig vinder frem.

Omsætning, KPI’er, forecast, lønprocenter og omkostninger. Se det er ord, der er til at forstå. Men ”regenerativt” stammer fra en helt anden verden. Og Nestlé er langt fra alene om at bruge det.

Få dage efter var det Arla Foods, der vil ”teste praksisser for regenerativ mælkeproduktion”. Det ligner i den grad et hamskifte. Er det faktisk muligt genopfinde sig selv så fundamentalt anderledes på så kort tid?

Her på bagkant af corona- tiden (må den aldrig komme tilbage!) får klimadagsordenen igen opmærksomhed. Det gælder også en vigtig underkategori for dagligvarebranchen, kampen mod madspild, hvor initiativerne står i kø i ugerne frem mod den store nationale madspildsdag 29. september. For en måned siden var det Copenhagen Pride, der trak opmærksomheden.

Hørte jeg selv til LGBT+- segmentet, ville jeg nok føle mig noget omklamret af alle de ressourcestærke virksomheder med velsmurte kommunikationsapparater, der ville hoppe med på Pride- vognen. Ikke alle fik dog lov - eller ville betale prisen.

Det er jo også en slags marked. Og ikke et ondt ord om topcheferne for de helt store flagskibe i dansk erhvervsliv og deres tilslutning til et mangfoldighedsbudskab. Men selv et rent dream team bestående af Søren Skou fra Mærsk og Lars Fruergaard fra Novo Nordisk tager sig ikke helt overbevisende ud i klædt i t-shirts med regnbuer på på Linkedin.

Jakkesættet er stadig den mest autentiske uniform for mænd i de positioner. Men på bundlinjen er det nu meget enkelt: Også her tæller de faktiske, målbare resultater. Og alle de ny-grønne store virksomheder ved, at de bliver målt og vejet på, om indsatsen lever op til markedsføringen.

Derfor vil min skepsis blive manet i jorden med tiden. De kommer til at levere. Alt andet er simpelt hen for risikabelt, når man tager den helt store grønne pensel i brug. Forbrugernes straf truer.