Kommentar: Store krav til bæredygtig innovation

Debat og Kommentar 16. feb 2021 -
3 min læsetid
This describes the image
Foto: Birch og Birch
  • Kommentar, Flemming Birch, Birch og Birch

Skrevet af: Redaktionen

Ross 308 - eller “turbokyllingen” i folkemunde - meldte sig ind i forbrugernes bevidsthed, da Lidl for et år siden tog den af hylderne og dermed indskrænkede forbrugernes frie valg i butikken.

Det var ikke et valg, forbrugerne savnede. Tværtimod begyndte vi at spørge os selv og hinanden om, hvorfor andre butikker stadig giver os valget.

I gamle dage gav kæderne kunderne flest mulige valgmuligheder, så forbrugerne kunne “stemme med deres pengepung”. I dag svarer det til at sige, at man er ligeglad med, hvad man sælger. Det har man ikke råd til at være, når etik er det nye markedsføring.

Dermed har vi også taget livet af den “politiske forbruger”. Hvis et produkt overhovedet kan komme på hylden, er det, fordi det er etisk korrekt nok til det. Ønsket om at gøre en forskel for både os selv og for verden gennem det, vi spiser, spiller en stigende rolle i vores valg af fødevarer.

Det vil øge vores tolerance over for mad, der ikke umiddelbart opfattes som “naturlig”, hvis det til gengæld tjener et højere formål.

Det gælder f.eks. det såkaldte cultured meat, altså kød og fisk dyrket i laboratoriet. Metoden er bæredygtig, klimavenlig og dyrevenlig. Man sparer ubeskrivelige mængder foder, energi og affald.

Da vi begyndte at fortælle vores kunder i dagligvarebranchen om det for syv-otte år siden, var den typiske reaktion: “Ad, vi skal da ikke have laboratoriemad”.

Det var den, fordi idealet på det tidspunkt var, at alting helst skulle være så naturligt som muligt. Sådan er det ikke længere, ikke hvis det tjener et højere formål, f.eks. at gavne klimaet.

“CO2-neutral” eller endnu bedre “CO2-positiv” bliver nemlig den vigtigste etiske markør i de kommende år.

Og nu ved jeg godt, at du sidder helt defensivt og tænker: “Jamen, folk vil da have naturlige fødevarer.“

Men det vil de ikke. De vil have fødevarer, der redder planeten, i stedet for bare at ødelægge planeten lidt mindre end andre fødevarer.

Mejeribranchen oplevede sidste år et gennembrud med producenten Perfect Day Milk, der laver valle og kasein i laboratoriet med mikroorganismer, fermenteret med plantesukker, så man får ægte mejeriprodukter uden brug af dyr overhovedet.

Den tager vi lige langsomt: Ægte mejeriprodukter uden brug af dyr overhovedet.

Det er bare ét varsel om, at dagligvarebranchen skal lægge alvorlige penge til side i de kommende år til innovation på måder, vi slet ikke forestiller os i dag, med bæredygtighed som omdrejningspunkt.

Opdateret 16. feb

DH Food Professional banner