Der er et eller andet, der er gået helt galt.  Rundt omkring i Europa kører landmænd i massive traktordemonstrationer til de store byer, fordi de ikke føler sig hørt og forstået, og fordi deres økonomier hænger i tynde tråde.

Og samtidig presser politikere, NGOer og andre på for lægge flere byrder på landbruget i navn af klimaet og dyrevelfærden. Herhjemme er der således mange, der har blod på tanden i håbet om, at der snart kommer et udspil til en ordentlig kæberasler af en CO2-afgift på netop landbruget, som omvendt frygter det værste, når Michael Svarer-udvalget den 21. februar barsler med sin længe ventede rapport om en model for en afgift på landbrugsproduktionen. 

Og ude i butikkerne går forbrugerne på jagt efter gode tilbud og vælger i det hele taget deres indkøb efter, hvad der er billigst. Det gælder især i usikre tider, som vi så det under energikrisen i 2022, hvor salget af for eksempel økologiske fødevarer dykkede så kraftigt, at mangen en økologisk producent har måttet opgive. Sådan er det stadig, for selv om energien igen er blevet til at betale, er verdenssituationen ikke ligefrem sådan, at den styrker forbrugertilliden til fremtiden.

Resultatet af disse modsatrettede energier er, at landbruget er havnet i en konfliktsituation med sine kunder, som jo i sidste ende er forbrugerne, og med disses repræsentanter, hvad enten det er politikere eller foreninger. I denne konflikt står landmændene svagt, simpelt hen fordi de trods de mange traktorer i demonstrationerne er for få til at vægte i de demokratiske sammenhænge, som afgør deres skæbne.

Forståelse mellem produktion og forbrug 

Omvendt har de jo et godt kort på hånden i og med, at vi alle er afhænge af dem, fordi vi ellers ville dø af sult. Dette kort har imidlertid begrænset værdi i konflikten, fordi de færreste forbrugere forbinder det, der ligger i køledisken, med en landbrugsproduktion, mens de omvendt ikke forbinder det indtryk, de har af landbruget, med den mad, de spiser. Det er simpelt hen sket en afkobling mellem fødevarer og landbrug i forbrugernes bevidsthed. Ikke mange tænker på en gris, når de ser en leverpostej – eller på en leverpostej, når de ser en gris.

I Verdens Bedste Fødevarer arbejder vi på at genskabe den tabte kobling. Vi repræsenterer både forbrugere og erhverv og vil have dem op af skyttegravene og ind i en konstruktiv dialog, så der kan skabes en form for forståelse imellem dem med henblik på, at produktionen og forbruget ses i en sammenhæng – og med det udgangspunkt, at vi grunden kan være stolte af vores fødevareproduktion i Danmark, når man tager forbrugernes betalingsvilje i betragtning. Deraf navnet Verdens Bedste Fødevarer. For det er betalingsviljen, der lægger rammen for produktionen.

Vi er ikke en interesseorganisation, der lobbyer på Christiansborg eller andre steder, men snarere et dialogforum for den samtale, der er den eneste vej til den forståelse, som lige nu så udpræget mangler mellem producenterne og forbrugerne af den mad, som vi er livsnødvendigt afhængige af.

Og jo, der er god plads til forbedringer derude på landet; men de bliver kun gode og bæredygtige – også økonomisk – hvis de kommer i et samspil med dem, der kræver dem.