Stryhns snupper Dagrofas presserådgiver

Dagrofa - Navne 5. apr 2023 -
This describes the image
Foto: Stryhns Gruppen
  • Jannie Ravn Madsen bliver ny kommunikationschef for pålægsgiganten

Efter tre år hos Dagrofa søger dagligvarekoncernens senior presse- og kommunikationsrådgvier om på den anden side af bordet for den 1. maj at begynde et nyt job som kommunikationschef i Stryhns Gruppen.

Hun får ansvaret for at drive den interne og eksterne kommunikation.

- Jeg glæder mig til at lære mere om Stryhns Gruppen og tage fat i nye, spændende udfordringer fra et nyt perspektiv i fødevarebranchen, skriver Jannie Ravn Madsen på sin Linkedin.

Hun beskriver sine tre år i Dagrofa som alsidige og lærerige med rigtig mange krumspring med alt fra en coronapandemi til inflation og stigende energipriser.

Jannie Ravn Madsen rykker videre til en virksomhed, som med opkøbet af Delitaste er begyndt at indfri ambitionerne om at omsætte for en halv mia. kr. i foodserviceforretningen inden for de kommende tre år.

Med opkøbet følger et nyt strategisk set up i Stryhns Gruppen, som fremover opdeler forretningen i to spor; et spor målrettet dagligvarehandlen og et andet fokuseret mod foodservicebranchen.

Gennem de senere år har Stryhns Gruppen gennemført flere opkøb. I 2015 købte Stryhns Gruppen Royal Leverpostej og Slagtermester Andersen, mens Jensens Køkken kom til i 2016. Senest er K-Salat kommet til efter et opkøb i 2017.

Også på den grønne og sunde dagsorden vil Stryhns Gruppen som en af landets største leverandører tage et medansvar.

Virksomheden har som mål, at den inden 2025 kan tilbyder danskerne et sundere alternativ til de originale varianter. 

- Derfor er vi utroligt stolte af, at vi nu er klar til at lancere nøglehuls­mærkede pålægssalater – og så endda som de første, sagde Lars Bo Christiansen, marketingdirektør i Stryhns Gruppen, tidligere i år
 

Opdateret 8. apr 2023