Dagrofa henter ny IT-direktør
-
Kenneth Svendsen bliver ny it-direktør i Dagrofa, hvor han også indtræder i koncernledelsen
Fra i dag er Kenneth Svendsen ny mand i spidsen for IT i fødevarekoncernen Dagrofa, hvor han også indtræder i koncernledelsen.
Her får han ansvar for den daglige drift og for at videreudvikle Dagrofas IT under ”FremgangSammen”-strategien.
Kenneth Svendsen har tidligere beskæftiget sig med IT, digitale transformationer, forretningsudvikling og ledelse hos bl.a. DSV, FLSmidth og Saint-Gobain.
Koncernøkonomidirektør Thomas Børner er meget glad for at få Kenneth Svendsen med ombord på Dagrofa-holdet:
- Vores strategi ”FremgangSammen” handler om, at vi skal give danskerne de bedste madoplevelser, uanset om de spiser ude eller hjemme. Vi tror fuldt og fast på, at det er vores vej til vækst. Det kræver, at vi i koncernen har et velfungerende IT-fundament, hvor vi hele tiden bygger ovenpå for at ruste os til fremtiden. Jeg er derfor glad for, at Kenneth nu bliver sat i spidsen for vores IT-organisation. Han kommer med en teknisk stærk baggrund, og Kenneth er også ægte holdspiller. Derudover har han et utroligt godt blik for, hvordan IT spiller en afgørende rolle, når det handler om at realisere forretningsmæssige ambitioner. Jeg er sikker på, at Kenneth nok skal blive en gevinst for både vores medarbejdere, købmænd og kunder.
- Jeg ser rigtig meget frem til at lære organisationen, medarbejderne og fødevarebranchen bedre at kende. Min opgave bliver på den ene side at holde fokus på den daglige drift, så vi er sikre på, at hjulene drejer rundt. På den anden side skal jeg være med til at fortsætte de gode takter, hvor Dagrofa hele tiden skubber på for at udvikle nye digitale løsninger, som får større og større betydning på markedet og i den direkte relation til kunderne, siger Dagrofas nystartede IT-direktør.
Kenneth Svendsen har en baggrund som Division CIO hos DSV, Group CIO hos FLSmidth og CTO hos Saint-Gobain General Delegation Nordic & Baltic. Senest har han været partner hos det digitale rådgivningsfirma Turner Austral.
Kenneth Svendsen afløser Martin Wiesener, som bliver ny CEO i ejendomsmæglerkæden Home.