Dagrofa henter bæredygtighedschef i Carlsberg
-
Tenna Skov Thorsted skal stå i spidsen for bæredygtighedsagendaen i Dagrofa. Hun kommer fra et job som Senior Sustainability Manager i Carlsberg
Tenna Skov Thorsted skal fra den 1. december stå i spidsen for bæredygtighedsområdet i Dagrofa. Her får hun til opgave at være med til at videreudvikle og drive bæredygtighedsagendaen, som får en central plads i Dagrofa-koncernens nye tre-årige strategi, som bliver præsenteret sidst på året.
Tenna Skov Thorsted kommer fra en stilling som Senior Sustainability Manager i Carlsberg, hvor hun har haft en central rolle i at drive en række væsentlige bæredygtighedsindsatser.
I de seneste knap tre år hun været bestyrelsesmedlem i Carlsbergs globale bestyrelse, som hun udtræder af. Tenna sidder fortsat i bestyrelsen for UN Global Compact Danmark samt i DBU’s bæredygtighedsudvalg.
Dagrofa vil med sin ansættelse af Tenna Skov Thorsted styrke arbejdet inden for blandt andet bæredygtighed, ESG, den kommende lovgivning fra EU som f.eks. CSRD-rapportering samt foodservice-aktiviteterne.
På sidstnævnte område tager Dagrofa et ansvar for at hjælpe de professionelle køkkener med at bevæge sig fremad med mere bæredygtige løsninger.
Afgørende for koncernen
Kategoridirektør Jesper Bjerring ser frem til at byde Tenna Skov Thorsted velkommen til Dagrofa, der dækker både detail, foodservice og logistik:
- En strategisk og dynamisk bæredygtighedsagenda er et afgørende fundament for vores koncern, nu og i fremtiden. Vi gør allerede en stor indsats på flere parametre, og vil bidrage positivt til at fremme bæredygtighed og ansvarlighed i koncernen.
- Jeg er utroligt glad for, at Tenna bliver en del af holdet og skal lede styrkelsen af teamet og indsatsen på området. Hun kommer med en overordentlig solid erfaring fra fødevarebranchen og fra en virksomhed, der gør det godt på bæredygtighed. Hun bringer et kommercielt fokus, som også er vigtigt for os. Jeg mener, at hun har nogle meget stærke kompetencer på området, og jeg ser frem til at følge hende videreudvikle og styrke vores bæredygtighedsagenda i samarbejde med organisationen, på tværs af detail, foodservice og logistik, til gavn for vores købmænd, kunder og forbrugere.
Høje ambitioner
Tenna Skov Thorsted siger, at hun glæder sig at fortsætte arbejdet med bæredygtighed i fødevarebranchen og lære nye aspekter af branchen.
- Der er mange muligheder for at tænke bæredygtighed ind i større grad i produktionen og distributionen af vores fødevarer, og jeg ser frem til at bidrage til at sikre bæredygtighed som vigtigt element i fødevarer til danskerne. Jeg ved, at ambitionerne på bæredygtighedsområdet er høje i Dagrofa, og området spiller en større og større rolle i forhold til leverandører, medarbejdere, konkurrencedygtighed og relationen til kunderne.