Købmanden bag Favør og Elite er død

Dagrofa - Navne 26. apr 2023 -
This describes the image
Foto: Meny Ordrupvej 60
  • Preben Petersen var i 17 år købmand i Gova på Ordrupvej, hvor der i dag er en Meny og Lagkagehuset

Købmand Preben Petersen var fra 1989 til 1990 formand for De Samvirkende Købmand. Han var også en af initiativerne til kæderne Favør og Elite. Nu er han død 87 år gammel.

Som københavnerkøbmand havde han sin storhedstid i Gova fra 1990 til 2007. Gova-huset på Ordupvej nord for København står endnu. I stuen ligger Meny og Lagkagehuset. 

 Efter overdragelsen af nøglerne til den yngre del af familien i 2007, har Preben Petersen haft sit daglige arbejde i butikken med varepleje og ind imellem også som ”kassedame”, indtil covid-19 satte en stopper for det. Da var Preben Petersen blevet 84 år.

Familien skriver i en nekrolog, at Preben Petersen vil blive husket som købmand, da han hele sit liv har arbejdet i dagligvarebranchen for købmænd og som købmand.

Preben Petersen stammer fra Søllested på Lolland, og karrieren i dagligvarebranchen begyndte med en uddannelse i den daværende købmandskæde Vime.

Efter to års efteruddannelse i USA blev Preben Petersen ansat i Kolonialengrosfirmaet Lund og Rasmussen i Helsingør. Han blev en del af direktionen med ansvar for indkøb og markedsføring.

Med Preben Petersens erfaringer fra Vime og USA som basis, og med ham som primus motor, etablerede Lund og Rasmussen et markedsføringsfællesskab for deres kunder – det blev starten på købmandskæderne ’Favør’ for de største forretninger og ’Elite’ for de lidt mindre.

Mødet med kunderne begyndte at trække i ham ingen efter de mange år i engrosleddet. Preben Petersen blev Favør-købmand i Haderslev 1984-1990. Men både han og familien længtes tilbage til Sjælland, så da Preben Petersen fik muligheden for at overtage ’Den Gamle Dame’, som Supermarkedet GOVA på Ordrupvej dengang blev kaldt i folkemunde, slog han til.

Preben Petersen har haft en del bestyrelses- og tillidsposter i dagligvarebranchen – bl.a. mange år som bestyrelsesmedlem i DSK (De Samvirkende Købmænd) og en kort periode her som formand, bestyrelsesmedlem mere end 34 år i DKI (Dansk Købmands Inventar) og bestyrelsesmedlem i købmandskollegers selskaber, bl.a. Strandberg i Holbæk og Nærum Stormarked.
 

Opdateret 26. apr 2023