Planteslagterne lancerer eget klimamærke

Bæredygtighed 16. maj 2023 -
This describes the image
Illustration: Planteslagterne
  • Fødevarevirksomheden har taget et egenudviklet klimamærke i brug, der sammenligner fødevarer på tværs af kategorier. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Der kan gå flere år, før et statskontrolleret klimamærke bliver en realitet herhjemme. Det gider fødevarevirksomheden Planteslagterne fra København ikke vente på.

Derfor har virksomheden taget mærkningen i egne hænder og præsenteret deres egen klimamærkning, der skal gøre det nemt og gennemsigtigt for forbrugeren at kende til de produkter, som de køber.

Klimamærket viser produktets klimaaftryk og er nem at afkode for forbrugeren, når de står i supermarkedet. Det nye tiltag skal gøre indholdet af de produkter, som ligger i køledisken gennemsigtige, så man som forbruger kan træffe mere bæredygtige valg på et oplyst og gennemsigtigt grundlag.

- Vi ønsker med vores klimamærkning at gøre det visuelt nemt og gennemsigtigt for forbrugeren, hvad der er i deres indkøb - så de derved kan føle sig oplyst og tage stilling ud fra det. En undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk viser nemlig, at 31 pct. af forbrugerne vil kigge efter en alternativ løsning, hvis de stod overfor et produkt med høj klimabelastning. Den nye mærkning skal derfor være med til at understrege for forbrugerne, hvordan de dagligt kan være med til at gøre en forskel for vores klima, siger Emil Andersen, Co-founder og CEO hos Planteslagterne.

Verificeret klimaaftryk

Klimaaftrykket for Planteslagternes produkter er beregnet af konsulentvirksomheden The Footprint Firm og verificeret af The Mindful Food Solutions ved Henrik Saxe, som er en af de mest erfarne på området i Danmark.

Planteslagternes klimamærke sammenligner på tværs af fødevarekategorier, hvilket betyder, at hvert produkt sammenlignes med et animalsk alternativ, hvor tallene er hentet fra den grønne tænketank Concitos klimadatabase.

- Hos andre i branchen er ønsket, at en eventuelt kommende statskontrolleret klimamærkning skal sammenligne eksempelvis en dansk produceret mælk med en udenlandsk produceret mælk - frem for en animalsk mælk versus en plantebaseret mælk. Vi synes dog, at en sammenligning på tværs giver forbrugerne det mest reelle og oplyste billede af, hvad der rent faktisk er bæredygtigt, og hvad der ikke er, siger Emil Andersen.

 

Opdateret 16. maj 2023