Peter Larsen Kaffe er først i verden med ny genanvendelig emballage

Bæredygtighed 26. apr 2023 -
This describes the image
Potentialet i en ny 100 pct. genanvendelig plastemballage er enorm for hele kaffebranchen, mener Lars Aaen Thøgersen, innovationschef i Peter Larsen Kaffe og Löfbergs.  Foto: Peter Larsen Kaffe
  • Den danske kaffevirksomhed har sammen med medejeren Löfbergs fremstillet nye kaffeposer i 100 pct. genanvendelig mono-materiale. - Potentialet er enormt, lyder det fra innovationschef 

Skrevet af: Søren Tougaard

Der bliver brygget og drukket 22 mio. kopper kaffe om dagen i Danmark og ca. 2 mia. kopper på verdensplan. Det genererer enorme mængder affald og CO2, både fra kaffeplanten og fra de emballager, der skal beskytte kaffens smag og aroma.

Nu tager Peter Larsen Kaffe sammen med sin svenske delejer, Löfbergs, et kæmpe skridt mod målet om at eliminere alt affald fra produktion og forbrug af kaffe senest i 2030.

Sammen er de først i verden med en ny plastemballage, der er 100 pct. genanvendelig. De nye kaffeposer er fremstillet i såkaldt mono-materiale, der er én type plast.

Det gør ikke alene poserne lette at genanvende fuldt ud, men reducerer også emballagens CO2-belastning med 55 pct., dels fordi de kan genanvendes, dels fordi de kræver mindre energi at fremstille.

Materiale med store perspektiver

Alene Peter Larsens Kaffes og Löfbergs anvendelse af den nye emballagetype kan fjerne 280 ton plast fra deponi og forbrænding om året. Dertil kommer, at 73 pct. af plastmaterialet i emballagerne er fremstillet af vedvarende ikke-fossile ressourcer som sukkerrør.

- Tænk så, hvilken forskel det kan gøre, når flere begynder at bruge emballagerne. Potentialet er enormt, konstaterer Lars Aaen Thøgersen, innovationschef hos Peter Larsen Kaffe og Löfbergs. 

 Lars Aaen Thøgersen ser i det hele taget store perspektiver for hele kaffebranchen i den nye emballage.

- EU-kommissionen har vedtaget, at al plastemballage skal kunne genbruges eller genanvendes senest i 2030. Nu beviser vi, at det er muligt med kaffe, som er en af de varer, hvor kravene til bevarelse af holdbarhed, smag og aroma er blandt de allersværeste at leve op til, siger han.

 

Opdateret 27. apr 2023