Øget salg af økologi i foodservice
-
Mejeriprodukter og frugt og grønt dominerer, mens der fortsat kun er et lille salg af økologisk kød
Økologiske fødevarer fylder i stigende grad leverancerne, når foodservicegrossisterne leverer varer til restauranter og kantiner.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af varer til foodservice steg med fem procent fra 2022 til 2023, og at andelen af økologiske varer vokser. Salget af økologiske varer steg 13 procent fra 3,0 mia. kr. i 2022 til 3,4 mia. kr. i 2023. Stigningen i omsætningen er dog i nogen grad udtryk for prisstigninger, da mængden af økologiske varer i tons kun steg fire procent.
Udviklingen bliver dog hilst velkommen af Økologisk Landsforening.
– Vi glæder os over, at vi fastholder en stigning i salget af økologi til foodservice med tocifrede procenter. Økologien har igen vist sin værdi og sit store potentiale i de professionelle køkkener, siger markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening, Torben Blok, og fortsætter:
- Det er gået rigtig godt for økologien i foodservice i lang tid, og stigningen viser, at økologien holder fast og sætter en retning. For økologi er mere end råvarer, du køber ind. Du får så meget mere. Du får det rene drikkevand uden sprøjtegifte, mere biodiversitet og bedre dyrevelfærd. Du får mere grønt, mindre kød og dermed en mindre klimabelastning.
Varegrupper med salg i
Indenfor økologiske fødevarer udgør salget af mejeriprodukter og æg den største andel, ligesom økologisk frugt og grønt også udgør en stor andel. Omvendt udgør økologisk kød og fisk fortsat en lille del af det samlede salg.
– Der er potentiale for at arbejde med økologien i alle kategorier. Mejeri, æg, frugt og grønt er nogle af de varegrupper, hvor økologien står rigtig stærkt, mens der er udviklingspotentiale i de kategorier, hvor andelene er små, siger Torben Blok.
Det er især de offentlige køkkener, der bidrager til væksten. Økologiens andel lå her på 32 pct. af alle varer. Kantiner på offentlige arbejdspladser lå med 23 pct., mens kantiner på private arbejdspladser lå på 19 pct. Lavest lå den økologiske andel i hoteller, restauranter og lignende med ni pct. af det samlede salg. Samlet set er andelen steget fra 2022 til 2023 i alle grupper.
– Lad os nu fastholde fokus på det økologiske måltid hen over sommeren. Lad os kræve gode smagfulde økologiske måltider, når vi går ud og spiser. Lad os efterspørge den økologiske is og sodavand, når vi tager til stranden. Jo mere økologi vi efterspørger i sommerlandet, jo mere skubber vi til den forandring, vi har brug for, siger Torben Blok.