Mars har kurs mod stort klimamål
-
Snackgiganten vil halvere CO2-udledningen inden 2030.
Fødevarekoncernen Mars, der ejer kendte mærker som Twix, Snickers og Dolmio, har taget et nyt skridt mod en halvering af udledningen af drivhusgasser i hele værdikæden inden 2030.
Ifølge koncernens nye rapport om virksomhedens udledning af drivhusgasser har Mars reduceret udledningen med yderligere otte procent. Koncernen satte i 2015 et mål om at nedskære udledningen af drivhusgasser med 50 procent inden 2030, og med det nye resultat er Mars nu oppe på en reduktion på 16 procent.
Den mindskede udledning af drivhusgasser er sket i en periode, hvor Mars har set vækst i forretningen med over 60 pct. til en omsætning på over 50 mia. dollars årligt.
– Fremskridtene er et resultat af virksomhedens strategi om at levere en solid vækst samtidig med, at Mars reducerer sin CO2-udledning, siger snackgigantens danske topchef Poul Weihrauch i en pressemeddelelse.
En meget stor del af Mars' udledning af drivhusgasser stammer fra landbruget. Derfor investerer koncernen meget i at skalere nuværende landbrugsinitiativer inden for klimaområdet, så man både mindsker udledningen af drivhusgasser og vandforbruget.
Katrine Grytter, der er Corporate Affairs Director for Mars Nordeuropa, siger:
– En yderligere reduktion på otte procent i udledningen af drivhusgasser i 2023 viser, at vi er på rette vej mod målet om 50 procent reduktion inden 2030 samtidig med, at forretningen vokser.