Mejerigigant vil have kunder med på klimavognen
-
Arla lancerer nyt kundeprogram for detail og foodservice og øger tempoet i bæredygtighedsarbejdet på gårdene
I takt med at flere og flere af Arlas kunder i detail og foodservice får godkendt deres klimamål af Science Based Targets Initiative, stiger deres fokus på at reducere udledningen fra deres såkaldte scope 3, hvor mejeri for nogle af kunderne fylder en stor del.
Som et led i Arlas ambition om at gå forrest inden for mere klimaeffektiv mejeriproduktion lancerer andelsselskabet nu et nyt kundeprogram for detail og foodservice.
Det skal på samme tid accelerer arbejdet på gårdene og hjælpe kunderne som f.eks. Salling Group og Coop med at opnå deres reduktionsmål for scope 3-udledninger.
Programmet rulles først ud i Storbritannien, hvor kundeaftaler for over 1 mia. kg. mælk allerede er på plads. I løbet af 2024 lanceres programmet i resten af Arlas europæiske kernemarkeder og rammer dermed også de danske butikker.
Data fra klimatjekprogram
Arla samler Arla data fra sit klimatjekprogram og tillægsmodellen for bæredygtiged og gør det muligt for kunder at deltage i det nye program Customer Sustainability Programme, hvor de kan bidrage til specifikke initiativer på gårdene og dermed direkte hjælpe til at reducere Arlas udledninger, som altså er kundernes scope 3-udledning.
- At reducere scope 3-udledinger er endnu en måde at skabe værdi for vores kunder, og vi ønsker at være en strategisk vigtig partner for dem i den rejse. Mejeri er en nøglekategori for vores retail- og foodservicekunder, og for nogle af dem udgør udledningen fra mejeri en stor del af deres scope 3, siger COO i Arla Foods, Peter Giørtz-Carlsen.
Kunder, der skriver sig op til programmet, bidrager til Arlas andelshaveres løbende arbejde med at reducere udledningen fra deres gårde, og sammen med Arla og de andelshavere, der bliver dedikeret til den enkelte kunde, vil pengene også gå til nye projekter inden for eksempelvis fodertilsætningsstoffer, genetik, biodiversitet og brug af gødning.
Arla har med tillægsmodellen for bæredygtighed øremærket op mod 3,7 milliarder kr. årligt til at belønne og motivere andelshaverne i deres arbejde med de mest effektive tiltag for at reducere udledningen på gårdene. Baseret på første udbetaling i august 2023, er cirka 2,2 milliarder kroner på årsbasis aktiveret.