Coop Sverige tester nye genbrugskasser til online handel

Bæredygtighed 31. jul 2023 -
This describes the image
Coop ønsker at bruge genbrugskasser til levering af varer til online kunder. Coop
  • De nye transportkasser skal styrke bæredygtighed

Skrevet af: Henrik Denman

Genbrugsemballage skal erstatte pap og anden emballage, der bliver kasseret, i et nyt pilotprojekt, som Coop Sverige har sat i gang.

Coop er en af Sveriges største dagligvarekæder med mere end 800 butikker over hele landet, og de er ejet af 3,5 mio. medlemmer i 30 forbrugerorganisationer. 

Bæredygtighed er en del af Coops strategi, og den strategi bliver udmøntet på flere områder. Det seneste initiativ er en genbrugskasse til levering af varer, som bestilles online.

Coop har sammen med virksomheden Gordon startet et pilotprojekt, hvor Coops kunder køber dagligvarerne på nettet og får varerne leveret i genbrugskasser, som erstatter papkasser. Coop er den første dagligvarekæde, som tester det nye system.

– Vi ser frem til at starte pilotprojektet sammen med Gordon. Udviklingen af cirkulær emballage ser vi som en nødvendighed, når man tænker på den store volumen dagligvarer, som vi i dag leverer hjem til kunderne, siger Niklas Zeitlin, der er ansvarlig for e-handel i Coop Sverige.

Den nye emballage kaldes Gordon Circular, og Gordon, der har udviklet systemet, har specialiseret sig i at pakke og transportere køl og frost købt via e-handel til kunderne. Gordon arbejder i de nordiske lande, bl.a. også Danmark, men den største del af virksomheden ligger i Sverige med flere dagligvarekæder.

– Vores kunder er dagligvarekæder, take away forretninger og fødevareproducenter. Vi ønsker at gøre det nemt for dem at reducere antallet af papæsker og papirsposer, som anvendes kun én gang til leverancer til private forbrugere. Samtidig vil vi gøre det nemmere for forbrugere, som handler på nettet, at foretage klimavenlige valg og at undgå, at de skal håndtere pap og papir, som optager plads og skal smides ud i affaldscontainere, siger Ali Ghose, der er direktør og medstifter af Gordon.

Den nye genbrugskasse emballage til private levering er af et hårdt materiale, som beskytter maden under transporten, og den er i størrelse fremstillet efter Coops behov. 
 

Opdateret 31. jul 2023