Kort og MobilePay: Dagligvareforbruget ligger stadig over før-corona
-
Nye tal fra Danske Bank viser, at danskernes kontantløse forbrug igen flytter sig ud i nattelivet
Forbruget i dagligvarehandlen er i den første uge af februar 14,3 pct. højere end samme uge i 2019. Det fremgår af tal fra Danske Bank, som måler danskernes forbrug med kort og MobilePay.
Årets femte uge var med undtagelse af mandag den første uge fem uden corona-restriktioner siden 2020. Restriktionerne blev ophævet den første februar i år.
Det samlede forbrug i uge fem er kun steget en smule, så det nu ligger omkring 9 pct. over niveauet fra samme tidspunkt 2019. Men ifølge Dansk Bank er det tydeligt, at forbruget har flyttet sig til restauranter og natteliv.
- Stigningen i nattelivet skyldes især, at unge vendte tilbage til byen. De unge mellem 18 og 25 år brugte 50 procent mere i lørdags (5. februar, red.) end den første lørdag i februar 2019, siger chefanalytiker og privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen, Danske Bank.
Hun peger på, at tallene viser, at jo mere nedlukning, jo mere forbrug i dagligvareforretninger.
For den samme uge fem i fjor viser opgørelsen for dagligvarehandlen en stigning i salget på 22 pct. målt op mod samme periode i 2019. Og inden nedlukning i marts 2020 var uge fem det samme år helt i bund med en negativ udvikling i forbruget på 0,7 pct.
Reelt er niveauet i 2022 på 14,3 pct. over niveauet i 2019 ikke sammenligneligt, da priserne i januar 2022 har taget et hop op med en ”mad-inflation” på 4,0 pct. i forhold til samme måned året før.
Det er næsten på niveau med den overordnede inflation, der med 4,3 pct. på årsbasis er den højeste siden finanskrisen i 2008.
Ifølge forbrugerprisindekset fra Danmarks Statistik er det blandt andet dyrere smør, læskedrikke, kaffe og brød, der har løftet prisniveauet i butikkerne.
Tallene fra Danske Bank tager ikke højde for, at udviklingen i forbruget kan se anderledes ud, hvis kontanter medregnes.
Kontantmængden er steget med 9,2 mia. kr. til 78 mia. kr. siden begyndelsen af 2019, kunne Finans.dk skrive i sommer med henvisning til tal fra Danmarks Statistik og Danske Banks egne tal.