Kampen mod madspild kræver fortsat en stor indsats

Trends 26. jul 2024 -
This describes the image
Kampen mod madspild stopper ikke foreløbigt. Foto: Arla Danmark
  • Kendskabet til madspild er stort, men ifølge Stop Spild Af Mad er der lang vej endnu

Skrevet af: Henrik Denman

For mere end 15 år siden var kendskabet til madspild begrænset hos både forbrugerne og i dagligvarebranchen. I dag siger 94 procent af danskerne, at der er kommet mere fokus på madspild end for 15 år siden.

Det har resulteret i, at forbrugerne i dag er mere opmærksomme på at begrænse deres madspild, og både dagligvare-kæder og producenter er i stort tal gået aktivt ind i kampen mod madspild.

Trods den øgede bevågenhed er kampen mod madspild dog fortsat meget stor. Det konstaterer Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad, der har eksisteret i 16 år. Det er landets største bevægelse mod madspild.

– Stop Spild Af Mad stopper ikke foreløbigt. Blot fordi mediefokus på madspild daler, er problemet ikke forsvundet. Vores arbejde fortsætter med uændret styrke - det har ingen udløbsdato, siger hun.

Ifølge tal fra Fødevarestyrelsen smider de private husholdninger i Danmark 247.000 tons mad ud om året. Det er cirka 30 procent af det samlede madspild i Danmark. Statistikken viser også, at Danmarks trods talrige kampagner stadig hører til blandt de absolut værste syndere i Europa. 

Fødevarestyrelsen fastslår, at mad går til spilde i alle led fra primærproducenten til forbrugerne. Det er derfor vigtigt at bekæmpe madspild i alle led, så indsatsen for at reducere madspild ikke bare flytter spildet fra et led til et andet.

Selina Juul fra Stop Spild Af Mad siger, at der er sket mange forandringer gennem de seneste 16 år. Da hun startede bevægelsen, var danskerne kun lige begyndt at vænne sig til begrebet madspild.

Regeringen har fokus på madspild

Siden kom kantiner og storkøkkener ind i kampen, og producenter og dagligvarekæder indførte planer, der i stigende grad var med til at mindske madspild og sikre, at fødevarer med udløbsdato kunne gøre nytte og forbruges i stedet for blot at blive kasseret.

– Efter corona-pandemien lærte danskerne at købe ind én gang om ugen for at mindske smitten og derved bruge al maden op, og så kom inflationen. Dermed blev kampen mod madspild omdannet fra nice to have til need to have – og i dag det altså om at spare penge.

Verdens fokus er i dag flyttet i retning mod andre store dagsordener som krige og konflikter, men der er ifølge Selina Juul fortsat behov for at holde fokus på madspild.

– Vi ser, at flere arbejder i dybden med kampen mod madspild. Ansvarlighed handler netop ikke om, hvor mange presseklip, man kan opnå, siger hun.

Hun konstaterer, at fødevareminister Jacob Jensen (V) i år har lanceret Danmarks første nationale madspildsstrategi, og at Stop Spild Af Mad i de seneste mange år har etableret tætte partnerskaber med nogle af de største aktører i fødevareindustrien og blandt dagligvarekæderne.

– Udover fælles oplysningskampagner til forbrugere om bedre udnyttelse af maden, hjælp til interne processer til at minimere madspild og meget mere, sørger foreningen Stop Spild Af Mads erhvervspartnerskaber og samarbejder for, at tonsvis af gode men ukurante og frasorterede fødevarer bliver solgt i butikkerne i stedet for at gå til spilde hos landbruget eller fødevareindustrien, siger Selina Juul.
 

Opdateret 26. jul 2024