Ung købmand: Den gode kundeservice er afgørende

SPAR 70 år 23. jul 2024 -
This describes the image
Jens-Emil Jensen har givet nøgle til Spar Hasle videre til 28-årige René Wang Nielsen. Foto: Spar
  • 28-årige René Wang Nielsen er ny købmand i Spar Hasle på Bornholm

Skrevet af: Henrik Denman

For 28-årige René Wang Nielsen har service altid været en vigtig del af arbejdet. Nu er han blevet selvstændig Spare-købmand i Hasle på Bornholm, og her kan han for alvor udfolde sin vision om at yde kunderne den bedste service.

Han har siden teeanageårene arbejdet i dagligvarehandlen og restaurationsbranchen, men det var først med muligheden for at overtage den mere end 350 år gamle købmandsforretning i Hasle at han følte, at han kunne gøre drømmen til virkelighed om at yde god kundeservice og spille en central rolle i lokalsamfundet.

– Jeg tror, at service er meget vigtig, og at service på den lange bane kommer til at vægte meget. Den måde, vi får reelle og faste kunder, er ved at yde høj service og tage os tid til vores kunder.

René Wang Nielsen overtog 1. juli købmandsforretningen centralt beliggende i Storegade i den bornholmske kystby Hasle.

Vejen til at være selvstændig købmand er gået fra servicemedarbejder i SuperBrugsen, derfra over i restaurationsbranchen med fire år som restaurantchef i McDonald's og et års tid som restaurantchef i den københavnske restaurantkæde Frankies.

Købmand med historie

Herfra gik turen igen til dagligvarehandlen, i første omgang 365discount på Nørrebro. Mens han var her fik han færden af, at der var en mulighed i at søge stillingen som souschef hos Spar Hasle. Hans chef fra tiden hos Frankies var blevet HR-chef i Dagrofa, og hun henviste til Spar-købmanden i Hasle, som søgte en ung souschef, der med tiden kunne over-tage butikken.

– Jeg har altid været glad for natur og er FDF-leder i min fritid, og arbejdet i Hasle gav mig mulighed for at kunne være det udendørsmenneske, jeg altid har været. Derfra gik det slag i slag. Købmanden ønskede at trappe ned og med tiden sælge forretningen. Jeg fik arbejde som souschef i butikken med henblik på, at jeg senere kunne overtage forret-ningen.

René Nielsen overtog Spar Hasle den 1. juli. Generationsskiftet er sket i samarbejde med Købmændenes Erhvervsdrivende Fond KFI.

Hans forgænger, købmand Jens-Emil Jensen fra Hasle, har været familie tredje generation i butikken. Det er en butik fyldt af historie. Butikken har ligger der i mere end 350 år og været ejet af den samme familie i omtrent 100 år. Jens-Emil Jensen er meget begejstret over at lade nye kræfter komme til og overtage butikken.

– René kommer med frisk energi og nye ideer til Spar Hasle. På de 15 måneder, han har været i butikken, har René allerede gjort sig bemærket med sin passion for detailhandel og engagement i lokalsamfundet, sagde han ved overdragelsen af butikken.

This describes the image

Før René Wang Nielsen kom til Spar Hasle for 16 måneder siden, havde han en lang erfaring fra restaurationsbranchen. Foto: Spar

Del af lokalsamfundet

René Wang Nielsen trækker på sine erfaringer i både restaurantbranchen og dagligvarehandlen.

Du kunne have fortsat i restaurantbranchen. Hvorfor valgte du at søge over i dagligvarehandlen?

– Det, der trækker mig er, at man selvfølgelig har mange gæster igennem i restaurationsbranchen, og når man har gæsterne i restauranten, kan man gøre mange gode ting. Det, der tændte mig, da jeg var servicemedarbejder i SuperBrugsen, var at det var de samme kunder, man havde dag efter dag, og det var et tætte bånd til de kunder, man havde gennem forretningen. Man kunne gøre nogle sjove ting for lokalsamfundet og være med til at være en del af lokalsamfundet på en helt anden måde, end man kan som restaurantchef.

Er det vigtigt for dig at være en del af lokalsamfundet?

– Ja, det er det. Da jeg var i 365 discount på Nørrebro, var det ikke de samme mennesker, der kom hver dag. Det var rigtig mange forskellige mennesker. Jeg syntes, at det var ærgerligt, at man ikke kendte dem, der handlede der. Det er noget, jeg virkelig oplever efter at jeg er kommet til Spar i Hasle. Det er så fedt, at man ikke bare har en forretning, men er en vigtig del af lokalsamfundet. Og lokalsamfundet fungerer ikke, hvis det ikke har et sted at handle. Så er det ikke den samme by.

Selvstændig købmand

Du er gået fra butikschef til at være selvstændig købmand?

– Det, der tiltaler mig rigtig meget er den frihed, der er. Især når jeg nu godt kan lide at være noget for lokalsamfundet og for andre - hele den frihed, der ligger i at være i Spar, er meget større og tiltaler mig meget mere. Det giver mig nogle muligheder for at gøre folk glade. Jeg kan sørge for, at jeg har de varer, som mine kunder i forretningen ønsker. Der er selvfølgelig varer, som kæden forventer man har, men ud over det bestemmer jeg fuldstændig selv, hvad jeg vil have og hvordan jeg vil have det. Det synes jeg er den helt store forskel – friheden til at kunne gøre, hvad der skal til, for at kunderne bliver glade på et helt andet niveau end man kan i en meget centralt styret kæde.

Hvad kan den selvstændige købmand i konkurrencen mod discount?

– Vi kan så meget andet end at slå på pris. Selvfølgelig har vi varer til discountpriser, men derudover kan vi så mange andre ting. Vi har tid til snakke med kunderne. Vi kan hjælpe kunderne rundt i forretningen, og vi har en del ældre, som ikke kan nå rundt i hele forretningen, og dem hjælper vi bare. Der er en anden tid til at yde en anden service for vores kunder. Det vil jeg fortsætte med, og det synes folk er godt. Der er service. Desuden har vi langt flere varer end mange discountbutikker, så kunderne kan finde de specielle ting i vores forretning, siger René Wang Nielsen.

Nye tider

I butikken, der har 20 medarbejdere, er der allerede sket flere forandringer. I februar blev butikken moderniseret, så den har fået et nyt udseende indvendigt.

I maj introducerede butikken det populære Det Kolde Køkken-koncept, hvor kunderne kan købe frisksmurte sandwich og andet.

– Vi har tilført et helt produktionselement, som ikke har været der tidligere. Det har været en bragende succes indtil videre. Jeg tror, at convenience og nem mulighed for at få et hurtigt måltid kommer til at vinde mere og mere frem. Det er noget, vi kommer til at kigge mere ind i og se på, hvad vi mere kan tilbyde, og hvordan vi kan gøre det.

Den gennemgående ledetråd for René Wang Nielsen og hans Spar-forretning er først og sidst service. Ingen medarbejder er i tvivl om det.

– Jeg bruger en del tid på at forklare alle medarbejdere, at det er vigtigt, at de tager sig tid til de enkelte kunder. Det er ikke en opgave, der skal jappes hurtigt igennem, men at kunderne føler, at der er tid til dem.

Service er således i højsædet, når butikkens bydrenge tre dage om ugen leverer varer til kunder på privatadressen.

– Når vi ansætter bydrenge og leverer varer ud, så bruger jeg tid på at forklare dem, at når de afleverer varerne hos kunderne, så hjælper vi med at få varerne ind på køl eller frost og ikke bare stille varerne på bordet og sige farvel. Mange af kunderne går ikke så godt. Kunderne skal føle, at de ikke bare får leveret varer, men at de får leveret varer af os, og at de får den bedste service. Det fokus på service har jeg med fra min tid som restaurantchef. Jeg tror, at service er meget vigtig, og at service på den lange bane kommer til at vægte meget. Det er den måde, vi får reelle og faste kunder ved at yde service og tage os tid til vores kunder, siger han.

Opdateret 25. jul 2024