Carlsberg og Heineken stopper aktiviteter i Rusland
-
To af verdens største bryggerier meddeler, at de stopper produktion og salg i Rusland.
Verdens næststørste bryggeri, hollandske Heineken meddelte onsdag, at der ikke længere vil blive produceret, markedsført eller solgt Heineken-øl på det russiske marked. Det sker som en direkte konsekvens af landets invasion af Ukraine.
Heineken meddeler desuden, at man ikke længere vil acceptere nogen former for økonomisk udbytte fra russiske aktiviteter, ligesom bryggeriet tidligere har sat en stopper for investeringer og eksporten til Rusland.
Heinekens stop sker 14 dage inde i krigen, og Heineken har mødt stor kritik over, at bryggeriet ikke har stoppet produktion og salget noget før.
Også Carlsberg har været under stort pres for at stoppe de russiske aktiviteter.
Sent i går aftes kunne verdens tredjestørste bryggeri så meddele, at de følger Heinekens eksempel og stopper for produktion og salg i Rusland.
Carlsberg Group har ejet Baltika Breweries siden 2000, og det selskab vil nu fortsætte som separat forretning for at understøtte medarbejderne og deres familier, oplyser koncernen i en fondsbørsmeddelelse.
Carlsberg forventer, at udviklingen i Ukraine og Rusland vil påvirke resultat negativt. Tilsammen står de to lande for 13 pct. af Carlsbergs omsætning.