Arla indstiller alle aktiviteter i Rusland
-
Efter 12 dages krig i Ukraine indstiller mejerigiganten nu al samhandel med Rusland.
Arla Foods går i fodsporene på flere andre danske virksomheder som Danfoss og Jysk og indstiller sin forretning i Rusland.
Det gælder både selskabets lokale aktiviteter og import, som blev væsentligt reduceret af embargoen i 2014, oplyser mejerikoncernen i en pressemeddelelse.
- Konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine er tragiske, og jeg deler det håb, som det meste af verden sidder med lige nu – at der hurtigst muligt findes en løsning. Vi indstiller nu vores operationer i Rusland og fokuserer på, hvordan vi bedst kan støtte vores 70 kolleger i Rusland, som er direkte berørt af dette, siger Peder Tuborgh, CEO i Arla Foods.
Arla fortsætter sit arbejde med at yde fødevarehjælp til Ukraine og dets flygtninge i nabolandene i samarbejde med Røde Kors og andre humanitære organisationer. Arla donerer også 1 million euro til Røde Kors, svarende til næsten 7,5 mio. kr.