Tidligere Coop-profil skal styrke Netto
Som Dansk Handelsblad spåede allerede i januar, er det en stærk detailprofil med international erfaring - og fra topchef i Dansk Supermarked Per Banks netværk - der skal styrke Netto. Nemlig Michael Løve.
Han skifter CEO-posten i Storbritanniens største byggemarkedskæde B&Q ud med en stilling som øverste chef for Netto International og dermed ansvarlig for kædens aktiviteter i Danmark, Tyskland, Polen og Sverige.
Michael Løve var en del af Coops direktion og tidligere øverste chef for alle Coops kæder, inden udlandet kaldte for to år siden. Han har bl.a. stået bag SuperBrugsens turnaround.
- Michaels track record taler for sig selv. Med den erfaring han har fået de seneste år i UK, er jeg ikke i tvivl om, at han er den rette til at føre vores ambitioner for Netto ud i livet på tværs af landene, siger Per Bank i en pressemeddelelse.
- Derudover er han en moderne leder og en helt igennem ordentlig person, drevet af et naturligt vinderinstinkt og båret af sunde værdier, alt sammen helt i tråd med, hvordan Dansk Supermarked Group ønsker at være som virksomhed, siger Per Bank.
Nettos fokus vil de kommende år være en opfriskning af Netto-konceptet i Danmark, øget tempo i ekspansionen i Sverige og Polen samt fastholdelse af en stærk regional position i Tyskland.
Selv ser Michael Løve frem til at accelerere den rejse, Netto er på:
- Netto er den eneste danske food retailer, der har haft modet til at etablere sig i udlandet og er lykkedes med det. Samtidig er Netto markedsledende i Danmark. Det betyder, at jeg nu får en fantastisk mulighed for at arbejde med et format, som skal ekspandere, revitaliseres og udvikles. Det er værd at vende hjem for, siger Michael Løve, der tiltræder 1. september.
CV - Michael Løve
2017–: Executive Vice President, Netto International
2015–2017: Administrerende direktør, B & Q (Kingfisher) Storbritannien og Irland
2014–2015: COO, Coop Danmark
2011–2014: Kædedirektør, SuperBrugsen, Coop Danmark
2009–2011: COO, Københavns Lufthavne
2003–2009: Forskellige stillinger i Coop Danmark, herunder Logistikdirektør
Uddannelse 2001 Cand.Polyt. Danmarks Tekniske Universitet (DTU)