Streger på gulvet skal få kunderne til at holde afstand ved kassen
Onsdag aften for mindre end en uge siden stod mange danskere i lange, tætte køer i supermarkeder og discountbutikker for at sikre sig dagligvarer til den kommende tid.
Det skete til trods for, at dagligvarehandlen netop havde meldt ud, at der er dagligvarer nok - og at statsminister Mette Frederiksen havde sagt, at "nu skal vi stå sammen ved at holde afstand".
Nu indfører dagligvarekæderne enten skiltning eller markering på gulvet ved kasserne i alle butikker for at sikre, at kunderne holder afstand i køen.
- Afstand er den allervigtigste faktor for at undgå at smitte hinanden. Derfor vil vi fra på torsdag begynde at indføre striber med halvanden meters afstand på gulvet ved kasserne i alle vores butikker, siger kvalitetschef i Coop Malene Teller Blume efter et møde med resten af dagligvarehandlens kvalitetschefer.
- Det går superstærkt i disse dage, men udmeldingen i eftermiddags fra kollegaer i dagligvarebranchen er, at vi indfører hygiejnelinjer i butikkerne eller opsætter skilte eller lignende, som gør kunderne opmærksom på afstanden, siger hun.
Både Coop og Salling Group har nedlagt bland-selv-slik-afdelingen, mens corona-krisen står på.
- Det er netop også en af de afdelinger, hvor kunderne stimler sammen, og det er det, vi meget gerne vil undgå, siger Malene Teller Blume.
Hun håber, at myndighederne som en del af den øvrige information vil følge op med specifikke anbefalinger til kunderne når de handler – eksempelvis om håndhygiejne og afstand.
Læs også: En samlet dagligvarehandel: Lad være med at hamstre