Salling Group slår sin førerposition fast
Efter en lang årrække som markedsleder tyder alt nu på, at Coop må se sig slået af sin ærkerival.
Allerede i første halvdel af 2018 overhalede Salling Group og lå foran Coop med 0,7 procentpoint. Andet halvår vil vise konsekvenserne af, at Coop har lukket butikker, mens Salling Group åbner.
Ikke mindst Netto har ekspansionsplaner og er samtidig i gang med at implementere et nyt koncept, der i øjeblikket bliver testet i fire butikker – og yderligere én er på vej.
- Vi regner med at åbne seks nye butikker sidst på året, og vi har også besluttet, at vi inden årsskiftet skal konvertere yderligere fem butikker til Nettos nye koncept, så vi får i alt ti testbutikker, siger landedirektør for Netto Brian Seemann.
Den varme sommer styrker Coop, der har mange sæsonbutikker, og det vil formentlig give koncernens kæder pæne indekstal. Men nu kommer vi ind i de måneder, hvor Salling Group plejer at hæve omsætningen.
Salling Group forventer vækst
De to dagligvarekoncerner har i en periode ligget og vippet omkring den samme markedsandel. Men mens Coop i løbet af foråret har lukket hen mod 70 butikker, har Salling Group bl.a. åbnet en ny Bilka i Randers. Den er budgetteret til at omsætte som en mellemstor Bilka, hvilket alene betyder noget over en halv mia. kr. oven i koncernens omsætning – og dermed knap et halvt procentpoint til markedsandelen.
Netto runder butik nummer 500 inden årsskiftet, og ifølge international direktør i Netto, Michael Løve, skal kæden på et tidspunkt ramme 600 butikker.
Samtidig er kæden i gang med at omdanne butikkerne til et nyt og anderledes koncept, der efter testen skal rulles ud med 100 butikker om året.
Det nye koncept skal ifølge Brian Seemann øge kædens omsætning.
- Man forventer selvfølgelig vækst, når man indfører noget nyt. Men det går over al forventning i de butikker, hvor vi kan foretage en direkte sammenligning. De har en meget stor omsætningsvækst, siger Brian Seemann, der ikke vil sætte et konkret tal på udviklingen.
- Det allervigtigste for os er, at vi får så meget god kundefeedback, siger han.