Salling Group sælger Netto Sverige fra
For at kunne trykke endnu hårdere på vækstknappen skiller Salling Group sig nu af med de 163 Netto'er, der ligger i Sverige. Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
Butikkerne overgår i stedet til det svenske selskab CBS, som i forvejen har 240 butikker og omsætter for 11 mia. kr. om året.
CBS, eller Coop Butiker & Stormarknader AB, er en del af Coop Sverige, og ifølge en pressemeddelelse fra Coop Sverige bliver butikkerne lavet om til Coop-butikker "med et bredere sortiment af madvarer, blandt andet Coops brede sortiment af bæredygtighedsmærkede mad".
– I Salling Group er vi meget tilfredse med aftalen, som gør, at vi kan øge investeringerne på færre markeder og yderligere fokusere vores virksomhed til gavn for kunder i Danmark, Polen og Tyskland, siger Salling Groups adm. direktør, Per Bank, i pressemeddelelsen fra Salling Group.
- Vi byder Netto velkommen til Coop-familien. Med betydeligt flere butikker og større volumen kommer Coop nu til at få flere muskler at spille med i vores vision om at være den bærende kraft i fødevare-Sverige og dermed øge fordelene for vores ejere: vores 3,5 mio. medlemmer, siger Coop Sveriges adm. direktør, Magnus Johansson, i pressemeddelelsen fra Coop Sverige.
2000 medarbejdere følger med over til CBS. Handlen forventes gennemført i løbet af sommeren, men forudsætter de svenske konkurrencemyndigheders godkendelse.
Læs også: Salling Group snuser til 60 milliarder i omsætning