Overskuddet faldt 200 mio. kr. i Dansk Supermarked Ejendomme

Salling Group 8. maj 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Trods en vækst i omsætningen på 425 mio. kr. sidste år til samlet knap 58 mia. kr., dykkede Dansk Supermarkeds EBIT-resultat ganske markant med 15 pct. til 2,16 mia. kr.

Ved offentliggørelsen af Dansk Supermarkeds regnskab, understregede adm. direktør Per Bank dog, at den underliggende forretning leverede et solidt resultat, men at resultatet som ventet var påvirket negativt af højere afskrivninger, mindre fortjeneste på salg af ejen-domme samt nedlukningen af Netto i Storbritannien.

Alene sidstnævnte manøvre kostede Dansk Supermarked 205 mio. kr.

- Vi har ejendomme for mere end 20 mia. kr. Nogle år sælger vi lidt mere end andre, og i 2015 solgte vi lidt flere ejendomme, end vi gjorde i 2016, udtalte Per Bank til Dansk Handelsblad i forbindelse med regnskabsfremlæggelsen.

Et dyk ned i regnskabet for Dansk Supermarked Ejendomme, der er 100 pct. ejet af moderselskabet og som ejer 75 pct. af de ejendomme, Dansk Supermarked driver butikker i, viser et fald i andre driftsindtægter på 163 mio. kr. til 88 mio. kr. i 2016. Netop det fald er også den grundlæggende forklaring på, hvorfor resultatet før finansielle poster og overskuddet i ejendomsselskabet faldt henholdsvis 200 og 203 mio. kr.

Stor del af overskud

Selv om Dansk Supermarked Ejendomme tjente mindre, stammer mere end en tredjedel af Dansk Supermarkeds totale EBIT-resultat og overskud stadig fra datterselskabets ejendoms-portefølje.

- Du skal bedømme en retailer på evnen til at tjene penge på EBIT-resultatet. Ejendommene er jo bare en del af detailhandlen, og det vil det også være fremadrettet. Det er også derfor, vi går ind og bruger en masse penge på at købe vores egne butikker, når vi kan. Vi sikrer os mod den huslejestigning, der ligger i lejekontrakter hvert eneste år i butikkerne. Har man den strategi, at man vil leje, får man langt flere kontanter og kan åbne flere butikker, end hvis man vil eje. Men for os kan vi se, at det har været en sund strategi. De retailere, der har været succesfulde, har også generelt en stor andel af egne ejendomme, fortalte Per Bank i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

Opdateret 10. nov 2020