Økovarer falder lidt i pris
Priskrigen på økologiske varer har ikke medført et dramatisk prisfald, selv om kæderne jævnligt annoncerer med nedsatte priser på økovarer.
Det viser en ny prisundersøgelse, som dagbladet Politiken har gennemført. Undersøgelsen viser, at en lille kurvfuld økologiske basisvarer kun er blevet i gennemsnit tre pct. billigere, end de var for et halvt år siden.
Politiken har gennemført et pristjek af priser på økologiske varer i supermarkeder og discountbutikker i ni forskellige kæder, hvoraf de syv er gengangere fra et pristjek i februar i år.
Nu koster de 13 varer, som bl.a. omfatter mælk, hakket oksekød, havregryn og rugbrød, fra 182 kr. og opefter. I februar kostede de samme varer godt 186 kr.
- Det kan godt virke overraskende, at de økologiske varer ikke er blevet billigere. Men den gode nyhed er, at det vil øge antallet af økologiske produkter, siger økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen, til Politiken.
Avisens pristjek viser, at Netto er den billigste økobutik med Rema 1000 og Fakta lige i hælene. Den dyreste kæde i undersøgelsen er Irma.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Foto: Jens Dige