Grøntsager rammer rekordpriser

Salling Group 24. mar 2017 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Aldrig før har prisen på friske grøntsager været så høj i Danmark som i februar, viser tal fra Danmarks Statistik.

Store mængder vand og sne gik hårdt ud over grøntsagsavlere i Spanien og Italien, der fik ødelagt en stor del af deres vinterafgrøder. Og manglen på friske grøntsager fra de to lande slog også voldsomt igennem i de danske butikker fra midten af januar og et par uger frem, da mange forbrugere blev mødt af tomme hylder og skilte, der forklarede situationen.

En situation, som group senior director hos Dansk Supermarked, Stephan Bruhn, overfor Berlingske Business selv betegnede som den værste varemangel i de seneste 25 år, han har oplevet som indkøber.

Varemanglen i januar slog i den grad også igennem på grøntsagspriserne, der tog et stort hop på 5,2 pct. i forbrugerpriserne for februar i forhold til måneden før, viser tal fra Danmarks Statistik.

Mens forbrugerprisindekset for friske grøntsager i februar sidste år lå på 99,4 er det indekstal for februar i år nu på 109,7. Og det er det højeste indekstal, der nogensinde er målt for varekategorien friske grøntsager, der ikke inkluderer kartofler.

Stort prishop

Det er normalt, at grøntsagspriserne bølger henover året afhængig af sæson og udbud. Og det dårlige vejr i Spanien og Italien gik især udover udbuddet af broccoli, squash, tomater, icebergsalat og peberfrugt. Selv om varemanglen var udbredt, melder Dansk Supermarked, at det ikke slog så hårdt igennem i butikkerne, som man kunne have frygtet.

- Helt overordnet oplevede vi ikke større udfordringer med grøntsagsmangel i vores butikker, da vi har et bredt netværk af leverandører. Og heldigvis tog kunderne det meget stille og roligt i de få tilfælde, hvor der manglede grøntsager, hvilket udelukkende var op til lukketid i enkelte butikker. Kunderne har været gode til at finde alternativer. Kunne de ikke lige få iceberg, købte de bare salatmix, ruccola eller spidskål i stedet, fortæller Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent fra Dansk Supermarked Group.

I Sverige steg gennemsnitprisen på grøntsager med 9,5 pct. i januar målt i forhold til samme periode i 2016 som følge af den sydeuropæiske varemangel, viser statistik fra SCB. Blandt andet oplevede de svenske forbrugere, at prisen på purløg steg med 50 pct. mens agurker og salat blev henholdsvis 45 pct. og 39 pct. dyrere.

Opdateret 10. nov 2020