Erfaren varehuschef snupper ny Føtex Food i Vallensbæk
-
Anja Ovesen, som har været en del af Salling Group siden 2000, åbner ny Føtex Food. Hun har senest været varehuschef i Føtex Dragør
I helt nye lokaler åbner Føtex Food torsdag 13. juni klokken 7 på Dagmarhaven 2 i Vallensbæk. Gennem en periode har håndværkerne været i gang med at gøre den nye Føtex Food klar til kunderne, og nu er arbejdet ved at være færdiggjort.
Varehuschef Anja Ovesen ser frem til at byde kunderne indenfor:
- Vi ligger perfekt placeret for de mange mennesker, som bor i boligkvarteret ved siden af - de får et rigtig godt varehus at handle i. Vi har mødt stor interesse under opbygningen, og vi glæder os til at tage imod alle de nye kunder.
Anja Ovesen har været en del af Salling Group siden 2000, så det er en erfaren kvinde, som kommer i spidsen for den nye føtex Food i Vallensbæk. Senest har hun været varehuschef i Føtex Dragør.
I den nye Føtex Food kan kunderne foruden de traditionelle varer på hylderne blandt andet handle fra både delikatesse og bagerafdelingen
Anja Ovesen ser frem til at åbne det spritnye varehus.
- Det giver en masse nye muligheder, og det er et mega-spændende projekt, siger hun forud for åbningen.
Regionschef i Føtex, Jimmy Busk, glæder sig også til, at føtex Food bliver en del af byen, som ligger syd for København ved Køge Bugt.
- Vallensbæk er et rigtig godt område, som vi ser frem til at rykke ind i. Vi kommer til at ligge på en god placering i et centralt område i byen. Udover, at det ligger godt for de lokale, så er det også godt placeret i forhold til de bilister, som kører til og fra København hver dag, siger han.