Discountkæder skærper kampen om julekunderne
Med omfattende reklamer i landsdækkende dagblade og på digitale medier sætter Aldi, Netto og Lidl ekstra stort fokus på kædernes premiumbrands i dagene op til jul.
Og kædernes julebudskab er stjerneklart.
Vi er andet og mere end lave priser.
F.eks. har Aldi den 22. december indrykket en stor to-siders annonce forrest i gratisavisen Metroxpress, hvor Aldi med overskriften "Lad dig forfør af ægte gourmet" slår et slag for kædens eget premiummærke "Freihofer Gourmet".
Også Netto har igennem flere dage op til jul kørt en intensiv bannerannoncering på tv2.dk, hvor kæden i en 24-siders onlineavis reklamerer for sit eget premium-brand "Premieur".
Nettos Premieur-serie spænder over et stort udvalg af varekategorier, fra modne oste og desserter til røget laks og spanske appelsiner, og en del af Nettos Premieur-varer er da også rene sæsonvarer, der kun fås i en begrænset periode i forbindelse med julen.
"Premieur er Nettos serie af ekstraordinært lækre smagsoplevelser. Produkter fra allerøverste hylde til de dage, hvor kun det bedste er godt nok", lyder budskabet fra Dansk Supermarkeds discountkæde.
Strategisk vigtigt mærke
Lidl holder sig bestemt ikke tilbage med en dobbeltsidet annonce i blandt andet Politiken, hvor kæden reklamerer for sin egen højkvalitetsserie Deluxe.
Hos Lidl forklarer kommunikationschef Rikke Brandes, at Deluxe er kædens svar på luksusvarer til lave priser og et strategisk vigtigt mærke.
- Deluxe giver kunderne mulighed for at købe lidt ekstra luksus til dagligdagen eller højtiden, men stadig til lave priser. I løbet af november og december præsenterer vi omkring 130 forskellige Deluxe-produkter i vores butikker, som omfatter specialiteter fra både Danmark og resten af verden. Og hvert år varierer mindst 20 procent af sortimentet, så vi hele tiden præsenterer nye spændende specialiteter for vores kunder, fortæller hun.
Og ifølge Rikke Brandes er Lidls-kunder meget positive overfor kædens eget premiumbrand.
- Den stigende efterspørgsel har resulteret i, at salgsvolumen er voksende fra år til år, hvorfor vi også i fremtiden vil have stor fokus på denne range, siger Rikke Brandes, der fortæller, at Deluxe også præsenteres i alle kædens butikker i forbindelse med påsken.