Dansk Supermarked siger farvel til Nettos topchef
En yderligere styrkelse af Nettos position i Danmark samt ekspansion i Sverige og Polen står højt på Dansk Supermarkeds agenda, og derfor skifter detailgiganten kædens øverste leder Claus Juel-Jensen ud.
Den nye topchef er fundet, og han tiltræder senest den 1. oktober, men navnet er endnu ikke officielt, og Dansk Supermarked ønsker heller ikke at fortælle, om vedkommende er dansker eller udlænding eller hvilken branche, den nye topchef kommer fra.
I den mellemliggende periode ledes Netto International på interim basis af Vice President i Dansk Supermarked Group, Morten Møberg Nielsen, der via sin erfaring fra særligt Netto Tyskland har et særdeles solidt kendskab til både europæisk retail og Netto-konceptet.
[caption id="attachment_56701" align="alignnone" width="285"] Morten Møberg styrer Netto International, til en ny direktør er på plads.
Foto: Dansk Supermarked[/caption]
Der venter Netto nogle særdeles begivenhedsrige år, hvor kæden skal bygge videre på det stærke fundament, der er lagt over de seneste år. Ikke mindst bliver der tale om fortsat udbygning af kædens tilstedeværelse på de eksisterende markeder uden for Danmark samt en videreudvikling af konceptet herhjemme. Med dette langsigtede fokus har Dansk Supermarked Group vurderet, at det er det rette tidspunkt at skifte direktør og få nye øjne på udfordringen, skriver Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.
Administrerende direktør i Dansk Supermarked Group Per Bank har fundet Nettos nye topchef i tæt samarbejde med bestyrelsen.
- Claus Juel-Jensen har gennem knap 25 år arbejdet dedikeret for Netto, de seneste 11 år som ansvarlig for hele organisationen på tværs af fire lande. Nærmest hvert år har han i vanskelige markeder sammen med sin organisation formået at øge både omsætning og indtjening, så Netto i dag står som den klart største og bedst indtjenende retailkæde herhjemme og med betydeligt vækstpotentiale udenfor Danmark. Det fortjener Claus Juel-Jensen stor anerkendelse og tak for.