Dansk Supermarked sælger 38 mio. stykker tøj om året
Mens salget af tøj er faldet med knap 3 pct. i den fysiske specialhandel, glæder indkøbs-direktør for tekstil i Dansk Supermarked, Jette Christiansen, sig over, at Føtex og Bilka har øget salget med 5 pct. i 2016.
- Vi er blevet en stor spiller på tøjmarkedet, og vi konkurrerer nu på lige fod med resten af tekstilbranchen. Vores indtjening på tøj er steget endnu mere end omsætningen, siger hun.
Det øgede salg skyldes for en stor del det godt to år gamle tøjbrand VRS.
- Tidligere havde vi en lang række mærker, som kunderne ikke forbandt med specielle værdier. Med VRS har vi samlet alle kræfter omkring ét masterbrand. Og det har givet både kendskab og brandværdier hos vores kunder. Når vi spørger vores kunder, vurderer de os på niveau med H&M, og vi har flyttet os signifikant både på kvalitet og modegrad, siger Jette Christiansen.
- Vores ambassadører Renée og Ulrikke Toft Simonsen har været med til at øge kendskabet til VRS via både tv og outdoorreklamer, og vi fortsætter samarbejdet med dem.
Tøjbrandet er opdelt efter målgruppe med betegnelser som baby, man, woman, active og fashion.
- Det gør genkøb lettere, fordi kunderne ved, hvad de skal gå efter i butikkerne, siger Jette Christiansen og tilføjer, at den øgede satsning på tøjet også ses i kædernes tekstilafdelinger.
Indretter nye afdelinger
Som en del af omstillingen af koncernens hypermarkeder til Bilka Future, er tøjafdelinger blevet moderniseret og i højere grad adskilt i det Bilka kalder ”universer”.
- Tekstilafdelingerne er derudover delt op i mindre universer, der henvender sig til mænd, kvinder eller børn. De nye afdelinger har også været med til at styrke salget, siger hun.
Mens nogle forbrugere har Bilka som destination for tøjkøb, kommer kunderne i højere grad i Føtex for at købe dagligvarer.
- Derfor skal tøjafdelingerne i Føtex fremstå endnu mere tydelige og inspirere til impulskøb. I øjeblikket er vi ved at modernisere varehusene i Føtex-kæden, og i den forbindelse arbejder vi også med tekstilafdelingerne. Det betyder blandt andet, at vi har reduceret sortimentet og lagt andet til. I Føtex har vi mest fokus på kvinder og børn, mens vi kun har basictøj til mænd.