Dansk Supermarked øger omsætning i Danmark med en halv mia. kr.

Salling Group 19. apr 2017 -
This describes the image
Per Bank Salling Group Foto: Claus Sjödin/Dansk Supermarked

En øget omsætning og et resultat før skat, der i 2016 er mindre end året før. Det er i hovedtræk, hvad Dansk Supermarked Groups afslører om koncernregnskabet, der netop er blevet offentliggjort.

Dansk Supermarked Group opnåede i 2016 en omsætningsvækst på 0,7 pct., hvilket svarer til 727 mio. kr., skriver Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.

Det giver en samlet omsætning på 57,9 mia. kr.

I Danmark er omsætningen steget med 536 mio. kr., hvilket er opnået i et øget antal dagligvarebutikker med længere åbningstider samt i Salling, Starbucks, burgerrestauranterne Carl's Jr og de forskellige onlineportaler.

Resultatet før skat er cirka en halv mia. kroner mindre i 2016 end året før, og koncernen skriver i pressemeddelelsen:

"Resultatet er som ventet negativt påvirket af højere afskrivninger, mindre fortjeneste på salg af non-core ejendomme samt nedlukning af Netto UK. Den underliggende forretning leverede et solidt resultat på niveau med tidligere år."

- På trods af, at det danske marked var præget af stagnerende forbrug, voksende prisfølsomhed og fortsat intens kamp om kunderne, bidrog alle forretningsområder til omsætningsvækst, siger topchef i Dansk Supermarked, Per Bank.

- De kommende år vil vi styrke vores position i Danmark via forbedret udnyttelse af de digitale muligheder samt fortsat investering i vores fysiske butikker. Herudover vil vi øge tempoet i ekspansionen i Sverige og Polen, hvor vi fortsat ser store muligheder for Netto.

Dansk Supermarked har ifølge pressemeddelelsen vundet markedsandele på nonfood. Det skyldes både stigende salg i Bilka og Føtex og markant forøget onlinesalg gennem Wupti.com, Bilka.dk og Føtex.dk.

Opdateret 10. nov 2020