Dansk Supermarked åbner blomsterbutik på nettet
Dagligvarer vil Dansk Supermarked ikke sælge på nettet endnu, men nicheprodukter kaster detailgiganten sig gerne i kast med.
Senest har Dansk Supermarked åbnet flowr.dk, der sælger blomster på nettet.
Koncernen har i forvejen stor succes med blomsterbindere i Bilka op til weekender og helligdage.
- Vi kigger ind i nogle markeder, hvor vi mener, at vi relativt nemt kan gå ind og give kunderne værdi. Det er helt åbenlyst, at vi kan gå ind på det her marked og gøre en forskel, siger Kenneth Nielsen, direktionsmedlem i Dansk Supermarked med ansvar for e-handel og digitalisering til Berlingske.
Flowr.dk bliver konkurrent til eurofloristen.dk, der også samarbejder med supermarkeder, og Interflora, der sidder på langt den største del af markedet.
Dansk Supermarked forventer ifølge Berlingske at opnå 25 til 30 procent af markedsandelen.