Aarhusianske Føtex genåbner efter måneders renovering
-
To Føtex i det centrale Aarhus har fået en stor overhaling og gør klar til genåbning
Aarhus er hjemmebane for Danmarks største detailhandler. Det var her, købmand Herman Salling slog dørene op til landets første Føtex i 1960 og senere landets første Bilka i Tilst i 1970.
Nu er Føtex-varehuset i Guldsmedgade i to etager blevet moderniseret fra top til tå, så indretningen og udvalget igen flugter bedre med kundernes efterspørgsel efter convenience-varer og er trimmet til de over 1 mio. kunder, som hvert år lægger vejen forbi.
Efter måneders renovering står butikken klar til genåbningsfest 30. august, hvor Karin Salling også deltager.
Bo Bach Poulsen, varehuschef i Føtex Guldsmedgade i Aarhus
- Det bliver rigtig spændende at invitere kunderne indenfor i en ny og flot Føtex. Vi har været i gang med ombygningen siden april, og mine kolleger har serviceret kunderne trods ombygningen. Vi håber, at kunderne tager godt imod vores nye, flotte butik, og vi glæder os rigtig meget til at genåbne. Det er også lidt specielt, at det er Danmarks første Føtex, vi har renoveret. Senest den blev moderniseret var i 2009, hvor den blev til en Føtex Food, siger varehuschef Bo Bach Poulsen.
Han har regnet sig frem til, at mindst 75 mio. kunder har besøgt butikken siden åbningen i 1960.
Genåbning dagen før
Lige så stor har kundetrafikken ikke været i den noget mindre søsterbutik i M.P. Bruuns Gade, men også her er strømmen af kunder stor dagen lang.
M.P. Bruuns Gade har derfor ligeledes været en tur gennem håndværkernes hænder og står klar til genåbningsfest. Den sker den 29. august.
Her kan kunderne glæde sig til at træde ind i en noget lysere butik end tidligere ligesom mange af varerne har fået nye placeringer, som har gjort, at pladsen føles større.
For at mindske klimaaftrykket er alle kølediskene desuden blevet forsynet med låger.
- Vi har rykket rundt på varerne, så kunderne får en bedre indkøbsoplevelse. Vi glæder os rigtig meget til at invitere indenfor i nye flotte rammer. Vi takker vores kunder og naboer for en god portion tålmodighed i vores ombygningsfase, og nu ser vi frem til endelig at kunne byde velkommen i vores flotte varehus, siger varehuschef Rasmus Bertelsen.