Hun vinder over sygdom og fejrer nu 40-års jubilæum

Salling Group - Navne 22. jul 2024 -
This describes the image
Lene Bloch Pedersen kan 1. august fejre 40-års jubilæum. Foto: Salling Group
  • Lene Bloch Pedersen oplever Salling som en rummelig arbejdsplads

Skrevet af: Henrik Denman

Lene Bloch Pedersen har været med i Salling i de seneste 40 år og har altid været glad for at gå på arbejde.

Glæden ved at opleve Salling som en støttende og god arbejdsplads mærker hun ikke mindst nu. Gennem de seneste mange år har hun været ramt af sclerose.

– Det betyder, at jeg ikke helt kan det samme, som jeg kunne tidligere, og det er der fuld respekt omkring. Min arbejdsplads har også været med til, at jeg har haft noget at stå op til, og at sygdommen ikke skal vinde over mig, for jeg har lyst til at udføre mit arbejde hver dag, siger jubilaren, som i øvrigt har været spejderleder gennem mange år.

Lene Bloch Pedersen begyndte karrieren i Salling som elev i baby- og børneafdelingen 1. august 1984, og efter cirka 15 år kom hun til prismærkningen. Her er hun fortsat. Dengang foregik alle prismærkningerne i hånden. Det er som alt muligt andet blevet meget mere elektronisk med årene, men en del af det foregår fortsat manuelt.

– Det var meget anderledes dengang end i dag - vi var mange flere i afdelingen. Vi sagde også helt faste opgaver som for eksempel at tørre støv af og pudse spejle, siger hun.
Hendes chef, afdelingsleder for lager og logistik Jonas Normann, er mere end tilfreds med at have jubilaren med ombord.

– Lene er en fantastisk person, som jeg har meget stor respekt for. Trods udfordringer med sygdom har hun kæmpet ufortrødent videre gennem alle de år, jeg har kendt hende. Ofte er det os, der skal minde hende om at slappe lidt af – frem for hende selv. Arbejdsmæssigt har hun styr på alle opgaver, og jeg ved, de bliver lavet ordentligt. Hun er en ”go to person” for alle i afdelingen – også mig. Hun er omhyggelig og pålidelig. Altid positiv og socialt anlagt, og som går forrest til sociale arrangementer i afdelingen, siger han. 

Mange forandringer

Årene har budt på mange andre forandringer end den øgede brug af elektroniske løsninger.

– Vi var aldrig på fornavne. Hvis man hed Jensen, så fik man ofte et tilnavn – for eksempel havde vi en, vi kaldte for fru Viby – det var fordi, hun boede i Viby. Engang kom jeg til at sige du til en kunde, og jeg fik straks at vide: ”Det er jo ikke en zoologisk have, De er ansat i, frøken.” Det var meget mere højtideligt dengang, fortæller 57-årige Lene Bloch Pedersen, som bor sammen med sin mand i Skovby ved Galten.

– Om morgenen, inden Salling åbnede, tog direktøren i huset turen ned ad rulletrapperne fra fjerdesal, og så steg hun af på hver etage og sagde godmorgen. Vi stod rundt i en halvmåne rundt om rulletrappen og sagde pænt godmorgen til hende.

Dagen bliver fejret ved, at hun bliver hentet i bil på sin bopæl af fru Sallings chauffør, og i Salling er der morgensang og fejring efterfulgt af en reception først for kollegerne og bagefter for familie, venner og tidligere kolleger.   
 

Opdateret 22. jul 2024